Pas på falske udlejere, hvis du er på udkig efter en feriebolig i Danmark til sommer. Sådan lyder meldingen fra en af landets førende feriehusudlejere DanCenter og Feriehusudlejernes Brancheforening, der samtidig kommer med gode råd til, hvordan du undgår at blive snydt. Det oplyser DanCenter i en pressemeddelse.
Mange danskere er i disse uger i gang med at planlægge årets sommerferie, der for manges vedkommende kommer til at foregå i Danmark. Efterspørgslen er således stor efter de danske udlejningssommerhuse og campingpladser, der i mange tilfælde kan melde udsolgt i højsæsonen. Det får nu en række aktører fra feriehusbranchen til at advare om svindel med ferieboliger fra såkaldte falske udlejere.
– Vi oplever i øjeblikket et stigende antal henvendelser fra frustrerede sommerhusejere og potentielle lejere, der har været i kontakt med falske udlejere, der forsøger at snyde sig til en lejeindtægt ved at lade som om, at de ønsker at udleje deres sommerhus. Man bør derfor være ekstra påpasselig, hvis man overvejer at booke et feriehus gennem private udlejere denne sommer, forklarer Kim Holmsted, der er adm. direktør hos DanCenter, som råder over 28 lokalkontorer og administrerer mere end 7.000 ferieboliger i både Danmark, Norge, Sverige og Tyskland.
Hos Feriehusudlejernes Brancheforening er man bekendt med den stigende svindeltendens, som ifølge vicedirektør Poul Fejer Christiansen i høj grad er afledt af den aktuelle corona-situation og de mange danskere, der i øjeblikket planlægger sommerferie i sidste øjeblik.
– Der findes svindlere mange steder, og det gør sig naturligvis også gældende i feriehusbranchen, selvom vi helst ville være dem foruden. Det er i perioder som nu, hvor efterspørgslen er særligt høj, at mange svindlere kommer frem fra deres skjul og udnytter potentielle lejeres gode hensigter om at booke ferieovernatninger. Det er ærgerligt at starte det, man troede skulle blive en god sommerferie, med at blive snydt af en falsk udlejer.
Tag dine forholdsregler.
I mange tilfælde kan det være svært for potentielle lejere at gennemskue, hvornår der er tale om svindel, da fupudlejerne ofte henviser til landets etablerede udlejningsbureauers hjemmesider med konkrete sagsnumre. Det er ifølge parterne derfor afgørende, at man er ekstra påpasselig i forbindelse med betaling og videregivelse af personfølsomme oplysninger.
– Advarselslamperne bør begynde at lyse, hvis vedkommende forsøger at undgå direkte kontakt mellem lejeren og udlejningsbureauet, eller hvis betalingsformen virker mistænkelig, og bekræftelsen udebliver, lyder det fra Kim Holmsted.
Poul Fejer Christiansen tilføjer afslutningsvis, at man som forbruger bør medbringe sin kritiske sans, når man begiver sig ud i sommerhussøgningen.
– Vi kan anbefale, at man tjekker brancheforeningens hjemmeside og holder sig til at booke gennem et af vores medlemmer, således man er bedst muligt sikret som forbruger. Ønsker man at leje privat, gør man klogt i at huske sin kritiske sans og dobbelttjekke, hvem der ejer huset, og om de angivne oplysninger stemmer overens med virkeligheden, før man sender et større beløb afsted over MobilePay.
Faktaboks:
Sådan undgår du svindel:
• Book dit sommerhus gennem et etableret udlejningsbureau
• Tjek, hvem der ejer huset
• Vær kritisk, når du betaler
• Lad dig ikke presse til en hurtig handel
• Stil krav om lejekontrakt og bookingbekræftelse
For yderligere information, kontakt venligst:
• Presseservice: Sanne Nørbjerg, Publicity, telefon 2343 0044 og mail sanne@publicity.dk
Om DanCenter
DanCenter er en af Danmarks førende feriehusudlejere og har mere end 60 års erfaring med at etablere kontakt mellem udlejere af ferieboliger og interesserede lejere. Feriehusudlejeren råder over 28 lokalkontorer og omkring 7.000 ferieboliger, som er fordelt over mange sommerhusområder i Danmark, Norge, Sverige og Tyskland.
DanCenter tilbyder et højt serviceniveau, stabil leje og markedsføring til feriehusudlejere og sikrer samtidig til et mindeværdigt ophold for alle feriegæster. DanCenter er i dag en del af det europæiske feriehusudlejningsbureau OYO Vacation Homes. Se mere på www.dancenter.dk