Der er nu udvalgt de fem teams, som skal deltage i arkitektkonkurrencen om det nye Vikingeskibsmuseum. I alt 42 ansøgere, som tilsammen repræsenterer mere end 130 danske og internationale tegnestuer og bæredygtighedsrådgivere, har søgt om at deltage i konkurrencen.
Højt kvalificeret ansøgerfelt
Det har været et meget stærkt og højt kvalificeret ansøgerfelt, og Vikingeskibsmuseet har, sammen med sine rådgivere og Roskilde Kommune, været igennem en lang og grundig proces, hvor alle ansøgninger er blevet gennemgået og vurderet.
“Vi er overvældede af den meget store interesse, vi har set fra både danske og internationale tegnestuer, og vi har måtte træffe en del svære valg i udvælgelsen af de fem teams, som nu skal deltage i arkitektkonkurrencen om at skabe rammerne for fremtidens vikingeskibsmuseum”, fortæller direktør for Vikingeskibsmuseet, Tinna Damgård-Sørensen.
“Nu står vi over for en spændende konkurrence, hvor de fem udvalgte teams skal give deres bud på, hvordan Vikingeskibsmuseet kan udvikles og transformeres – og ikke mindst indfri visionen om, at Nyt Vikingeskibsmuseum skal være et forbillede inden for internationalt, kulturhistorisk og bæredygtigt museumsbyggeri”, afslutter museumsdirektøren.
De fem valgte teams er:
- 3XN A/S med E+N arkitekter, SLA A/S og GXN A/S
- C.F. Møller Danmark A/S med Snøhetta Oslo AS
- Dorte Mandrup A/S med Over Byen Arkitekter ApS og Vogt Landscape Architects AG
- Foster + Partners med Mikkelsen Arkitekter A/S og Schønherr A/S
- Lundgaard og Tranberg Arkitekter A/S med Christoffer Harlang Architects ApS og Marianne Levinsen Landskab ApS
Ingeniør og rådgiver tilknyttes
De fem udvalgte teams skal hver tilknytte ingeniør og rådgiver inden for udstillings- og formidlingsdesign, så de tilsammen kan udarbejde et konkurrenceforslag til Nyt Vikingeskibsmuseum.
Vision, mål, designkriterier og krav til det nye museum er beskrevet i et konkurrenceprogram, som offentliggøres for de fem konkurrencedeltagereden 12. december 2022, når konkurrencen skydes i gang.
Det endelige vinderprojekt af arkitektkonkurrencen forventes offentliggjort i december 2023.
Fakta om projektet
Vikingeskibsmuseet i Roskilde skal udvikles og transformeres. Museets fem originale vikingeskibe – der er en del af verdens kulturarv og af enestående national betydning – kan ikke længere sikres i den eksisterende vikingeskibshal, hvor de trues af stormflod og nedbrydes af dagslys. Derfor skal der realiseres et nyt Vikingeskibsmuseum med en ny fremtidssikret udstillingsbygning til de fem vikingeskibe.
Den nye udstillingsbygning skal sammen med en ny velkomstbygning, en transformation af den oprindelige Vikingeskibshal samt bearbejdning af landskab og udearealer sikre, at de besøgende får en sammenhængende museumsoplevelse. Samtidig skal projektet give offentligheden endnu bedre adgang til kysten og fjorden, end det er tilfældet i dag.
Høj arkitektonisk og oplevelsesmæssig kvalitet
Det nye museum skal være et forbillede inden for internationalt, kulturhistorisk og bæredygtigt museumsbyggeri. Det skal være et museum af høj arkitektonisk og oplevelsesmæssig kvalitet, der levende og aktivt formidler historien om vikingetid, skibe, søfart og bådebygningskultur.
Museet skal balancere en synlig arkitektonisk identitet med en nær læsning og fortolkning af stedet – på kanten mellem fjord og by. Bygninger, indhold og sted skal opleves som en helhed. Arkitektur, indretning, formidling og landskab skal, i samspil med den eksisterende aktive Museumshavn og Museumsø, skabe ideelle rammer for at levendegøre historien om, hvordan vikingerne ændrede verden med deres skibe.
Innovativt bæredygtighedsfokus
Det nye museum skal være et foregangseksempel på et fremtidssikret museumsbyggeri med højt, innovativt bæredygtighedsfokus. Som en del af den tidlige designproces skal variantstudier og LivsCyklusAnalyser (LCA) vise strategier til at minimere emissioner.
Nybyggeri skal minimum opnå DGNB Guld-certificering gennem prioritering af en række designkriterier for bæredygtighed, som fremgår af konkurrenceprogrammet.
Projektkonkurrence
Med ønsket om at udpege en totalrådgiver for udvikling og realisering af Nyt Vikingeskibsmuseum gennemfører Vikingeskibsmuseet en projektkonkurrence. Konkurrencen er kompleks og rummer forskellige delopgaver. I projektkonkurrencen er fokus på hoveddisponering og placering af nybyggeri, transformation af den eksisterende vikingeskibshal, landskabsbearbejdning inklusive sikre offentlig adgang samt koncept for formidling, bæredygtighed og klimasikring.
Konkurrencedeltagerne skal komme med bud på en sammenhængende helhedsplan, hvor delopgaver og programmer kobles sammen i et robust, arkitektonisk og landskabeligt helhedsgreb, som indfrier projektets vision, målsætninger, designkriterier og krav.
Der forventes i forlængelse af projektkonkurrencen gennemført et udbud med forhandling uden offentliggørelse iht. udbudslovens § 82 med vinderen eller vinderne af projektkonkurrencen med det formål at indgå en totalrådgiverkontakt vedr. Nyt Vikingeskibsmuseum.
Finansiering
Størstedelen af finansieringen af ‘Nyt Vikingeskibsmuseum’ er sikret ved donationer fra VILLUM FONDEN, Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, samt Roskilde Kommune og staten. Vikingeskibsmuseet er i positiv dialog med yderligere fonde om den sidste del af finansieringen af det samlede projekt.