Fars Køkkenskole tegner til at blive en stor succes i Roskilde Kommune. De 12 første fædre er allerede på plads i køkkenet på Tjørnegårdsskolen sammen med deres børn, og de er glade for at have fået en af de eftertragtede pladser.
Kun 1 ud af 25 familier laver mad sammen
Er William og Sofie ikke med i køkkenet, når der skal laves fiskefrikadellefars eller bages boller? Kun 1 ud af 25 familier laver mad sammen, fordi forældrene synes det er svært at have børnene med i køkkenet. Men på Fars køkkenskole i Roskilde lærer fædre og børn at lave lækker, sund mad sammen. Det skal nemlig ikke kun være mor, der står for maden i de små danske hjem – det kan lige så godt være farmand og ungerne.
På køkkenskolen i Roskilde Kommune deltager 12 fædre med børn i 2-4. klasse én aften om måneden i 5 måneder. Det er Tjørnegårdsskolens skolekøkken, der danner rammen om Fars Køkkenskole, og det er herfra underviser Per Nielsen styrer slagets gang, han serverer fif og fiduser, der gør det nemmere og sjovere at lave mad med ungerne.
Imponeret over antal fædre som vil deltage
“Jeg er imponeret over, at så mange fædre ønsker at deltage. Vi havde udsolgt på bare en dag til det her kursus. Det viser jo virkelig, at det ikke kun handler om mad, men også handler om at lave noget meningsfuldt sammen med sine børn, blive bedre i køkkenet og udvikle sundere madvaner”, fortæller underviser Per Nielsen.
Fars køkkenskole blev udviklet og afprøvet i Vallensbæk Kommune i 2012-2015, og med støtte fra Nordeafonden er projektet nu også en realitet i Roskilde og ni andre kommuner. Og succes fortsætter tilsyneladende i Roskilde, hvor der allerede er to fyldte hold med 12 fædre og børn på hver, og planen er, at den store succes gentages i 2016.
To fluer
”Cowboytoast på den grove måde”, ”Fars sorte knaldperler” og ”Blødis med blodtud”. Det er blot nogle af de hverdagsretter, som deltagerne i Fars Køkkenskole kokkererer. Ved at få fædrene på banen slår man to fluer med et smæk, idet man forbedrer mænds sundhed, som halter efter kvindernes, og samtidig lægger grunden til sunde madvaner hos børnene.
“Fars køkkenskole er et fantastisk sundhedsfremmende initiativ både for børn og voksne. Det er tilrettelagt som et sundhedstilbud uden løftede pegefingre, og det bliver modtaget rigtig godt. Det passer fint med byrådets sundhedspolitiske vision om at bidrage til, at borgere i alle aldre kan leve gode, sunde liv både fysisk, psykisk og socialt” siger Morten Gjerskov, formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget.
Vigtig hyggestund
Mange børn oplever ikke glæden ved at kunne lave deres egen mad. Men på Fars Køkkenskole får fædre og børn modet til at kaste sig over madlavning, så de også efter køkkenskolen laver mere mad sammen derhjemme.
“Vi har travlt til hverdag, så det sker ikke ofte nok, at vi inddrage børnene i den daglige madlavning, men da Signe så kom hjem og fortalte om Fars Køkkenskole, og at hun meget gerne vil have mig med, så var det jo en oplagt mulighed”, fortæller Martin Lindberg Eriksen, der er en af de 12 fædre på holdet.
Og Signe på 9 år er da heller ikke i tvivl om, at det er sjovt og fedt at lave mad med far. I alt lærer fædre og børn 35 fif og fiduser, der gør det nemmere for far at have børnene med i køkkenet.