“Orkere, riddere og troldmænd myldrer frem i Roskilde den 11. august når Fanatic åbner dørene til deres nye butik i gågaden, Algade 36.” Flere vil få øje på den magiske butik når Fanatic flytter ind i gågaden.
Folk i alle aldre kommer dagligt ind i butikken Fanatic som igennem 14 år har ligget i Grønnegade i Roskilde. Her har små børn købt deres første bue til rollespil, bedsteforældre har fundet det perfekte spil til deres børnebørn og hver uge spiller flere hundrede mennesker kortspil, som Magic, Yu-Gi-Oh og Pokemon inde i butikken. Har man ikke haft mulighed for at komme ned i butikken, så har Fanatic deres egen webshop, hvorfra de sender varer til hele landet. Butikken og deres koncept har været så stor en succes, at butiksejer Daniel Steinaa nu flytter butikken ind i Roskildes gågade.
“Det er lidt som historien om den grimme ælling. Vi startede i en gade bag gågaden og nu flytter vi op og bliver den smukke svane. Vi startede på 50 m2 for 14 år siden og nu flytter vi til lokaler på 250 m2. Det bliver et nyt kapitel, der byder på verdens fedeste eventyr. Vi vil vise det bedste fra vores verden. Med nye priser, større udvalg og bedre events! Det bliver det Fanatic som folk kender. Bare bedre!”, udtaler Daniel Steinaa.
Hvad vil det betyde for bylivet i Roskilde?
Når Fanatic åbner i Algade den 11. august, så flytter også en mere aktiv butik ind i gågaden. En butik der byder på events i alle former og størrelse med noget for enhver smag. Her er plads til både nørder, unge, familier og bedsteforældre. Fanatic afholder bl.a. workshops med maling af Warhammer figurer. Her finder man også de nyeste brætspil, udstyr til rollespil eller Harry Potter merchandise og så afholder Fanatic utallige spilturneringer, hvor man kan kvalificere sig til de store turneringer i udlandet. Fanatic bringer nye eventyr og en masse energi til den travle gade i Roskildes midte.
De åbner dørene med en hyldest til det nørdet. De har tilbud på en masse fede ting som brætspil, kortspil og rollespil, så forvent en åbning fyldt med glade mennesker og eventyrlig stemning i gågaden i Roskilde, lørdag den 11. august i Algade 36, Roskilde.