I uge 39 går EuroSkills 2018 i luften i Budapest, hvor Europas bedste unge håndværkere dyster om ære og medaljer, og sådan en begivenhed spiller en stor rolle i ambitionen om at tiltrække flere unge til håndværksfagene.
-Det mener KPK Døre og Vinduer, og derfor har virksomheden valgt at sponsere den talentfulde bygningssnedker, Justian Raahauge, der går efter guldet i Ungarns hovedstad.
Forberedelserne til EuroSkills i Budapest er gået ind i sidste fase for vinderen af DM i Skills’ bygningssnedkerkategori, Justian Raahauge. Gennem de sidste måneder har hverdagen stået på træning på Roskilde Tekniske Skole, hvor arbejdsprocesser og teknik finpudses til mindste detalje, så tidsforbruget og kvaliteten står mål med det, der kræves for at opnå en topplacering.
– Det er rigtig fedt at få lov til virkelig at fordybe sig i håndværket og bare nørde teknikker og processer, som man ellers ikke ville få mulighed for. Det er inspirerende og for et konkurrencemenneske som mig, er det meget motiverende at udfordre mine evner til det yderste, siger Justian Raahauge.
Der er dog flere ting, der skal gå op i en højere enhed, hvis man skal deltage i EuroSkills, forklarer Justian Raahauge. Han har i de seneste måneder haft fri fra sit arbejde som svend hos Exponent A/S i Glostrup for udelukkende at fokusere på træningen. Alt imens dækker Roskilde Teknisk Skole en stor del af udgifterne til blandt andet træner og træningsfaciliteter, men derudover er der også behov for yderligere støtte.
I KPK har man været involveret som sponsor i flere af de seneste års Skills-konkurrencer, og hos vinduesproducenten er det naturligt også at bidrage til at understøtte Justian Raahauges deltagelse gennem et sponsorat, så han blandt andet kan bruge mere tid på træningen:
– Skills er med til at sætte fokus på det gode danske håndværk, og det er ikke mindst med til at skabe interesse om håndværksfagene. I KPK Døre og Vinduer har vi været engageret i Skills som sponsor ved adskillige lejligheder, og det er fordi, vi tror på, at dygtige unge mennesker som Justian kan være medvirkende til at inspirere den næste generation til at vælge en håndværksmæssig uddannelse, fortæller salgschef i KPK Døre og Vinduer, Peter Bechmann.
Justian Raahauge fortæller desuden, at han går efter at inspirere på den fornemste vis – nemlig ved at snuppe guldet i Budapest:
– Top tre må være den officielle målsætning, men jeg går da 100 procent efter sejren. Ellers kunne jeg ligeså godt lade være med at stille op, fortæller Justian Raahauge, der siden sejren ved DM i Skills har udmærket sig yderligere ved at modtage fagets højeste ære – medalje af sølv – ved sin svendeprøve.
Træner for Justian Raahauge er talenttræner Peter Hansen fra Roskilde Tekniske Skole, som ligeledes stod bag Frederik Riber, der hjemtog en såkaldt Medallions for Excellence ved sidste år WorldSkills i Abu Dhabi. Netop Frederik Riber tropper snart op på Roskilde Tekniske Skole for at agere sparringspartner med Justians Raahauge.