Fra december måned er Erhvervsforum Roskilde gået sammen med en række stærke lokale virksomhedsrådgivere for at tilbyde hjælp til iværksættere og erhvervsdrivende i Roskilde Kommune med sparring om opstart, drift og udvikling af virksomhed. Det skriver Erhvervsforum i en pressemeddelelse.

”Det nye rådgiver-samarbejde går helt forsimplet ud på, at vi hos Erhvervsforum inviterer virksomhedsejere og iværksættere i små grupper til møder med dygtige og erfarne lokale rådgivere. Her kan de få to timers gratis, indledende rådgivning,” forklarer Karina Hoffmann, der er erhvervs- og iværksætterkonsulent hos Erhvervsforum Roskilde og tovholder på projektet.

Flere skal have professionel rådgivning
Formålet med projektet er at styrke de mindre erhvervsdrivende og iværksættere i Roskilde kommune. Ingen virksomhedsejer eller leder er stærk på alle områder, og det kan ofte være af betydning for en virksomheds overlevelse og udvikling, at der bliver trukket på stærke kompetencer eksternt.

”Vi har i Erhvervsforum en klar målsætning om, at Roskilde kommune skal være en af landets bedste iværksætter kommuner. Det betyder bl.a. at flest mulige virksomheder i Roskilde skal have adgang til professionel sparring. Vi ved, at sparring fra erfarne rådgivere kan styrke virksomhederne i alle faser lige fra den spæde opstart til vækst og udvikling. Vi har alle dage haft et rigtig godt samarbejde med de private rådgivere i Roskilde, men nu sætter vi ekstra tryk på, for at få de lokale kompetencer gjort tilgængelige for så mange af vores iværksættere som muligt,” siger Rune Tarnø, advokat hos TVC advokater og formand for Erhvervsforum Roskilde.

Hos den nyåbnede Cafe Muddi mødes projektet med stor begejstring, og spørger man indehaver Torben Nalepa, giver det god mening at få tilbudt den type rådgivning:

”Vi har selv benyttet sparring fra Erhvervsforum, og derfor synes vi, at det giver super god mening at styrke den indsats med det nye rådgiverkoncept. Ikke mindst fordi du på møderne også får spørgsmål og svar til andre iværksættere som du måske ikke lige selv havde overvejet.”

Det skærpede fokus slutter dog ikke her, da Erhvervsforum starter 2021 ud med netværksmøder for iværksættere. Møderne er et tilbud til alle byens erhvervsdrivende der skulle have interesse i at mødes med ligesindede, udvikle sit netværk og sparre omkring både faglighed, ambitioner og vejen til at nå sine mål. Ønsker man at deltage, eller er man interesseret i at høre mere, kan man kontakte Erhvervsforums engagerede erhvervs- og iværksætterkonsulent Karina Hoffmann.

Erhvervsforum glæder sig til at sætte Roskildes iværksætteri i højsædet, og ser frem til alt den spændende sparring der vil opstå i mødet mellem byens mange kloge hoveder. Som det altid har været, vil det også stadig være muligt at få 1-1 rådgivning.

 

Pressefoto