Det er slut med det gode vejr, og sommerhusområderne vil de kommende måneder ligge øde hen. Derfor er det nu, du skal sikre dit sommerhus mod indbrud.
Hen over efteråret 2022 og foråret 2023 var der i Midt- og Vestsjællands Politikreds 98 indbrud i fritidshuse. Men med få og enkle tiltag kan man nedsætte risikoen for at ens sommerhus bliver udsat for et uønsket besøg.
”Vi ser meget tydeligt, at indbrudstyvene især går efter designermøbler. Når folk får nye møbler hjemme, så ryger de gamle møbler måske op i sommerhuset, og tyvene har luret, at der kan være let-omsættelige værdier, som de nemt kan få fat på”, siger politikommissær Per Severs.
Det var især i november måned, at indbrudstyvene var på spil i sommerhusområderne.
”Kombinationen af sommerhusområder, hvor der næsten ikke er nogle mennesker, og så de lange mørke dage giver desværre indbrudstyvene gode arbejdsbetingelser”, siger Per Severs.
Han har følgende gode råd til sommerhusejerne:
- Fjern dine værdigenstand når du ikke bruger sommerhuset
- Sørg for at tyven kan se, at der ikke er noget at komme efter, hvis han kigger ind
- Sørg for at sikre skur og udhus, så tyven ikke så nemt kan få fat i værktøj til at begå indbruddet
- Sæt kæde for, så tyven ikke kan køre helt op til huset
- Sørg for at der ikke ligger ekstranøgler frit tilgængeligt
Og husk at det altid hjælper at installere udendørs sensorstyret lys og/eller alarmer samt godkendte låse på dørene og indbrudssikrede vinduer.