Det er tid til at tjekke alderen på olietanke under 6.000 liter.
Er du ejer eller bruger af en olietank på under 6.000 liter, er det tid, til at tjekke olietankens alder. Den kan være tæt på sløjfningsterminen eller allerede overskredet.
Alle tanke under 6.000 liter til opbevaring af olieprodukter er omfattet af en sløjfningstermin. Dvs. tankene skal sløjfes inden et bestemt årstal, for at forhindre at den ruster igennem og derved kan medføre en forurening.
Hvis olietanken og rørsystemet ikke lever op til de fastsatte regler og krav, og der sker et udslip af olie, kan du risikere, at du selv skal betale for oprensning af olieforureningen og det kan blive dyrt.
Hvis du er i tvivl om din olietank lever op til reglerne vedrørende sløjfning kan du kontakte din oliefyrstekniker.
Du kan tjekke sløjfningsterminen på BBR.dk. eller på din BBR-meddelelse.
Olietanke med sløjfningstermin i 2024:
- Overjordiske ståltanke fabrikeret i 1994.
- Overjordiske enkeltvæggede tanke af plast eller andet materiale end stål, fabrikeret i 1997.
- Nedgravede typegodkendte ståltanke, uden indvendig korrosionsbeskyttelse, men med udvendig belægning af glasfiberarmeret polyester – fabrikeret i 1984.
- Nedgravede plasttanke, fabrikeret i 1979.
Tanke som allerede er ulovlige og skal sløjfes straks:
- Tanke, hvis fabrikationsår er tidligere end ovennævnte
- Tanke hvor fabrikationsåret er ukendt
- Kugleformede polyethylentanke fra AJVA-plast
Når du sløjfer din olietank, skal du afmelde den til Roskilde Kommune på olietanke@roskilde.dk.
Læs om reglerne for sløjfning af olietanke og krav til dokumentation.