Glæd dig til at opleve den anmelderroste teaterforestilling HOTEL EUROPA om et spisested og et kontinent i forfald. Den spiller onsdag den 22. januar kl. 19.30 i Kunstsmedjen på Musicon.

Foto: Søren Meisner

Scenen er sat på en hæderkronet restaurant mellem krystalkarafler, stivede damaskduge og et farverigt klientel af forretningsfolk og dekadente bohemer. Lige så broget er etablissementets personale med en alkoholiseret kok, bramfri barchef, halvdøv huspianist samt ikke mindst vores hovedperson: den aldrende tjener, der med pedantisk akkuratesse holder de stolte traditioner i hævd.

MEN så en dag gør nye kunder deres entré og vender op og ned på den etablerede orden. Bestiller sære svampe, drikker espresso af tekopper og får stamgæsterne til at kaste udsøgt salami på de kostbare Jugend-spejle. Kort sagt: Kursen mod katastrofen er sat!

RESTAURANT EUROPA er en hudflettende satire over et kontinent med værdier i skred. Et signalement af en kultur, der bryster sig af fordums storhed, men reelt er ved at krakelere bag en sminket facade. Alt sammen balstyrisk bragt til live af den vildfarne tjener, der desperat kæmper mod den tiltagende opløsning og drømmer om sjældne kålsorter og go’e gamle dage …

RESTAURANT EUROPA er en dramatisering af ”The Hills” (2017); en roman af den fremtrædende norske forfatter Matias Faldbakken, som i 2020 blev indstillet til Nordisk Råds litteraturpris.
Jacque Lauritsen modtog i 2023 en Reumertnominering for Årets Mandlige Hovedrolle som den vildfarne tjener.

Billetter koster 180 kr. for voksne og 75 kr. for unge (under 26 år).

Du kan købe billetter på https://www.roskildeteater.billetexpresssen.dk eller ved indgangen.

Spillested: Kunstsmedjen, Bagtæppet 8, Musicon, 4000 Roskilde
Tidspunkt: onsdag 22. januar 2025, kl 19.30

Medvirkende: Jacque Lauritsen
Iscenesættelse: Andreas Dawe
Scenografi: Julie Forchhammer
Lysdesign: Sonja Lea
Dramatisering: Jacque Lauritsen efter Matias Faldbakkens roman ”The Hill”
Teknik og lyddesign: Brian Larsen
Fotograf: Henrik Ohsten
Producent: Jacque Lauritsen & AKUT360

Varighed: 80 minutter uden pause

Link til teatrets hjemmeside: https://www.akut360.com