Del din læseglæde med andre på biblioteket. I efteråret dyrkes novellerne i en højtlæsningsklub, og du kan blive meget klogere på den amerikanske gyserforfatter H.P. Lovecrafts forfatterskab i bibliotekets online Lovecraft-læseklub.

Bibliotekar Karen-Margrethe Revsbæk står i spidsen for den ene af efterårets to læseklubber på Roskilde Bibliotek. Her er det novellen, der er i højsædet, når Karen-Margrethe hver uge læser en novelle op. Der tales om novellen undervejs og til slut, og det er derfor den umiddelbare oplevelse, der er omdrejningspunktet. Du skal derfor heller ikke forberede dig til læseklubben – men blot møde op. Højtlæsningsklubben starter tirsdag d. 21. september og fortsætter otte tirsdage til og med d. 16. november.

Alle gange kl. 15.30-17 på Roskilde Bibliotek. Du kan tilmelde dig klubben gratis på roskildebib.dk/detsker

Du kan også være med i bibliotekets digitale læseklub, hvor der dykkes ned i den amerikanske forfatter H.P. Lovecraft. Gennem fire onsdage læses fire af Lovecrafts noveller, der er nøje udvalgt af Danmarks førende Lovecraft-ekspert, filosof, forfatter og forlægger Henrik S. Harksen, som også er med til første onlinemøde i læseklubben. Henrik S. Harksen har blandt andet skrevet en biografi om Lovecraft.

Læseklubben Roskilde læser Lovecraft starter onsdag d. 29. september og mødes fire onsdage til og med d. 20. oktober på zoom kl. 19-20.30. 

Ugen efter det sidste møde i læseklubben, kommer Henrik S. Harksen på besøg for at fortælle om Lovecrafts liv og væsen. Oversætter og litteraturkritiker Jakob Levinsen vil derefter fortælle både om, hvad der gør Lovecraft helt særlig og om, hvordan det er at oversætte ham. Det sker onsdag d. 27. oktober på Roskilde Bibliotek kl. 19-21. Billetter koster 25 kroner og kan købes på Roskildebib.dk/detsker

Foto: ABW