Pressefoto

EDC Poul Erik Bech Roskilde slår erhvervs- og boligafdelinger sammen i nye, moderne og fælles lokaler. På Støden 9 i Roskilde har de to afdelinger nu fundet et fælles lejemål, der er under gennemgribende istandsættelse. Det attraktive lejemål har et etageareal på 422 m2 fordelt på to etager og er placeret i et attraktivt område af byen med prominente naboer omkring sig.

Ejendommen vil stå indflytningsklar sidst på året, hvor kunder kan lægge øjne til fælles, nyrenoverede og moderne lokaler. Frederik Bøgeskov, partner i EDC Bolig Poul Erik Bech Roskilde, ser stort potentiale for boligafdelingen:

“Vi er meget glade for at have fundet et lejemål, der både er æstetisk og funktionelt. Vi i bolig kommer til at sidde i stueetagen, hvilket betyder, at vi får mere end 200 m2 at slå os løs på, og så får vi erhvervsafdelingen ovenpå, hvilket danner ramme for et endnu tættere samarbejde på tværs af vores to afdelinger, hvor vi nu er knap 15 medarbejdere.”

“Vi flytter mindre end 200 meter fra vores nuværende placering. Derfor er det nye, men vante og fortsat meget attraktive rammer, vi flytter ind i. Vi kommer til at være placeret forenden af gågaden med spænende naboer omkring os, som Slagter Frimann, B&O og mange flere, der alle i samspil med vores fine placering, skaber en stor kundetilstrømning og eksponeringsværdi.”

En fest for kunderne EDC Poul Erik Bech Roskilde forventer at få nøglerne til deres nye lokaler i slutningen af november, mens den forventede indflytning er primo januar, når alt inventar er på plads. De nye lokaler bliver en fest for både medarbejdere og kunder, fortæller John Borrisholt, regionsdirektør på Sjælland og partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Roskilde:

“Det bliver flotte og moderne lokaler, som danner grundlag for en øget kundeoplevelse og for forbedrede forhold for vores arbejde generelt. Vi får meget lækre rammer til både store og små kundemøder, ligesom de daglige rammer bliver voldsomt forbedret. Her er facadevinduer fra gadeplan til loft og der installeres glasparti, så vi på begge etager får åbne og lyse lokaler at arbejde i.”

Ejendomsmarkedet har drønet derudaf i 2020 og 2021. Især EDC Erhverv har de sidste 5 år fået en stærk position i Roskilde og omegn, hvor de har vundet kundernes tillid og haft rekordår, der har givet afdelingen vokseværk og øget behovet for nye lokaler og rammer. Afdelingen er dog ikke færdig med at vokse:
“Det forlyder, at der engang var natklub i lokalerne, og vi blev valgt fordi udlejer mente, at vi kunne leve op til arbejdstiderne, hvilket vi kunne bekræfte, at vi fint kan matche. Vi søger fortsat flere dygtige medarbejdere og glæder os ved, at de nye lokaler sikrer, at vi fortsat kan udvikle os,” siger John Borrisholt.

“Vi regner med at flytte ind primo januar, når de sidste detaljer med glasparti mv. er på plads, og vi glæder os meget til at servicere en masse glade kunder fra vores nye flotte lokaler. Det bliver en fest for os og kunderne, og vi vil selvfølgelig holde housewarming i starten af det nye år.”

EDC Erhverv- og Bolig Poul Erik Bech Roskilde er en del af Danmarks største og eneste landsdækkende ejendomsmæglervirksomhed med mere end 60 boligbutikker, 18 erhvervscentre med mere end 600 medarbejdere fordelt over hele landet.