Dyrenes Beskyttelses dyreinternat fylder 25 år. Det fejres med åbent hus onsdag den 1. maj med skattejagt, rundvisning og bamseklinik.
I 25 år har ildsjæle hjulpet svigtede og hjemløse dyr på Darupvej 131 i Roskilde. Hver eneste dag gennem årene har dyreinternatet taget sig af katte, hunde, kaniner, fugle og andre familiedyr.
Det skal nu fejres med en fødselsdag for hele familien, når Roskilde Internat inviterer til åbent hus med masser af aktiviteter.
– 25 år er en flot alder. Det skal vi selvfølgelig fejre, og jeg håber, at rigtig mange af dem, der har været knyttet til internatet gennem tiden, kommer og siger hej, siger Nadja Frandsen, internatleder i Roskilde.
Nadja Frandsen har været ansat som internatchef på Roskilde Internat siden 1. august 2023, men livet med dyrene er hurtigt kommet ind under huden på hende. Hun glæder sig derfor til at holde internatets fødselsdag 1. maj.
Dyrene rykkede ud af København
Ønsket om at hjælpe hunde, katte og andre familiedyr i nød startede, før Roskilde Internat blev etableret. I 1986 åbnede en kombineret dyreklinik og dyreinternat på Poppelstykket i Valby. Her drev Dyrenes Beskyttelse en afdeling for herreløse dyr indtil 1999, hvor internatet på Darupvej blev købt af foreningen, og dyrene rykkede ud af København.
– Det var ikke muligt at finde en adresse i København, som kunne rumme dyrene bedre end ejendommen i Valby, så da internatet i Roskilde kom til salg, slog vi til. Det har vi ikke fortrudt, siger Per Jensen, bestyrelsesformand i Dyrenes Beskyttelse.
Efter overtagelsen blev lokalerne istandsat, og der blev bygget til med nye bygninger. Det blev inspirationen til den måde, som Dyrenes Beskyttelse driver dyreinternater i hele landet på.
Rundvisning, dyreambulance og bamseklinik
Onsdag d. 1. maj fra klokken 13 til 18 slår Roskilde Internat dørene op for alle interesserede. Dagen byder på rundvisninger, et møde med dyreambulancen og forskelligt personale ved Dyrenes Beskyttelse. Det vil også være muligt at møde Kaninværnet og høre om deres arbejde. For børnene er der både skattejagt og mulighed for at få tjekket sin bamse på dyreklinikken.
– Vi vil gerne lave en hyggelig dag for hele familien og ikke kun voksne. Så vi håber at se så mange dyrevenner som muligt, både store og små, siger Nadja Frandsen.
Ud over de mange aktiviteter vil der også være salg af mad, kaffe, kage og pandekager, samt masser af gode tilbud i butikken.