Med dobbelt guld ved San Fransisco Spirits Awards er CPH Vodka den nye stjerne på det danske vodkamarked, og nu er flasken også kommet til Roskilde. Den vindende vodka finder du hos Meny i Himmelev.
Dit Roskilde mødte de to herrer, bokseren Daniel Heinze og ejeren Dennis Jensen, der står bag ideen.
30-årige Daniel Heinze bor på Sjælland med hustru og datter. Daniel blev for 2,5 år siden professionel bokser hos Mogens Palle og Brian Nielsen. Desværre er Daniel skadet på nuværende tidspunkt, hvilket har givet anledning til, at han leger med andre ideer. Nemlig vodkaen; CPH Vodka, som han indgik samarbejde med, sammen med sin gode ven, ejer og stifter, Dennis Jensen.
Dennis Jensen er 30 år gammel og bosat på Vesterbro, hvor virksomheden også drives fra. Hele konceptet er hjulpet frem af familie og venner, der bidrager på forskellig vis, men Dennis står selv for alle dele af virksomheden.
Virksomheden er startet som følge af mange års interesse og passion for kvalitetsspiritus, hvor kvaliteten har været en høj prioritering, både i forhold til smagsoplevelse og flaskens flotte design. Målsætningen har hele tiden været at lave et stærkt danskproduceret vodkabrand på danske råvarer, hvor smagen skulle være verdensklasse. Altså med et kraftigt udtryk, fed og karakterfuld mundfylde og en aromatisk krydret finish.
Det store ønske er at lave en Premium dansk vodka, som både smagsmæssigt og visuelt repræsenterer Danmark, som viser at det er muligt at lave en medaljevindende vodka, der ændrer på opfattelsen af hvad vodka er og kan være. Derfor tog Dennis chancen og deltog i San Fransisco World Spirits Competition 2018. Her vandt CpH vodkaflasken en double gold medal for sin smag i en blindtest.
Ingredienserne er hvede, malt og byg. Designmæssigt har målet været at frembringe et enkelt skandinavisk udtryk. Alkoholprocenten er på 44 %. Vodkaen er destilleret 6 gange og er blevet koldfiltreret nænsomt. Det endelige produkt er resultatet af et tæt samarbejde mellem Dennis og et lille dansk destilleri (Braunstein). Produktionen er et begrænset oplag. Der laves 1200 flasker af gangen.