Fra torsdag 11. februar kan Roskilde-borgerne hente aftensmaden med hjem fra Djalmas Vinbodega, som ikke længere kan vente på en genåbning, men nu begynder at sælge lokale lækkerier som takeaway-løsning. Simreretterne er lavet med lokale, økologiske råvarer og en masse kærlighed – og Kældermesteren giver oveni 25% på alle vinindkøb, når man afhenter takeaway.

Fotograf Anders Husa

Djalmas Vinbodega åbnede op i efteråret som en hyggelig, lille vinbodega, der serverer vine for enhver smag og velsmagende råvarer fra Roskilde og omegn. Men i snart to måneder har stolene været sat op, og nu kan kældermester Thomas Gjørup ikke vente længere med at få lov at hygge om gæsterne. Også selvom det kun bliver til et kort nik og et smil bag masken, når takeaway-poserne udleveres fra torsdag til søndag med start 11. februar:

“Vi serverer klassiske, varmende vinterretter som lasagne, chili con carne, mørbradgryde og spaghetti bolognese til alle de gæster, der ikke kan komme ud og hygge sig, men som gerne vil have noget lækkert og velsmagende til både store og små. Og som vinbodega har vi selvfølgelig også en Coq au Vin, som vi tilbereder på økologisk Sangiovese fra en af vores italienske favoritvinhuse,” fortæller Thomas Gjørup, der selv står for at lange de brune takeawayposer over disken.

Takeaway, der støtter lokalt

Lune takeaway-retter kan hentes til 125,- kr. kuverten eller som en familieportion til 4-5 personer for 400,- kr., men det er også muligt at hente retterne uopvarmede eller frosne til blot 99,- kr. Alle retter er lavet på økologiske råvarer fra små producenter i Roskildeområdet. Det er desuden muligt at gøre sig nogle gode vinkup og købe fx Riesling fra Alsace, Amarone, Brunello og andre kælderfavoritter med hjem til aldeles favorable priser.

“Gæsterne havde netop taget så godt imod Djalmas Vinbodega, da vi åbnede op i starten af november, men desværre kom nedlukningen kun 1,5 måned efter. Vi kan næsten ikke vente, til vi igen kan få lov at invitere indenfor til hyggestemning og gode vine fra hele verden tilsat de lækre, lokale råvarer, som Roskilde og omegn byder på. Men indtil da vil vi levere nogle hyggelige oplevelser til at tage med hjem,” siger Thomas Gjørup. 

Fakta 

Djalmas Vinbodega ligger i Djalma Lunds Gaard 5A, 4000 Roskilde. Vinbodegaen er ejet af Thomas og Annizette Gjørup.

Djalmas Vinbodega holder åbent for takeaway fra torsdag til søndag fra kl. 16-20 – takeaway kan bestilles på https://djalmas.dk/smagen-af-djalma/ (bestil på knappen “takeaway” i højre hjørne)