Banedanmark har nu udrullet det nye digitale signalsystem på den nye bane mellem København og Ringsted. Opgraderingen betyder ud over færre fejl og forsinkelser, at der nu kan køre klimavenlige eltog hele vejen fra Næstved til København via Køge.
De gamle signaler er den største enkeltstående årsag til, at tog bliver forsinket i Danmark. Derfor er Banedanmark i færd med at udskifte de gamle signaler over hele landet med et nyt signalsystem. Opgraderingen betyder, at de gamle signaler langs sporet forsvinder. I stedet sendes signalet direkte til lokomotivførerens computerskærm i førerhuset, og samtidig kan togdriften hele tiden følges med stor præcision fra Banedanmarks trafikstyring. Det betyder, at trafiklederne kan afvikle trafikken mere effektivt og reagere hurtigere på hændelser, der kan påvirke punktligheden.
Transportminister Thomas Danielsen glæder sig over, at endnu en strækning nu er omfattet af digitale signaler:
“Jeg glæder mig på vegne af passagererne, ikke mindst de sjællandske pendlere, som fremover kan se frem til færre signalfejl og dermed flere tog til tiden. Vi investerer i disse år milliarder i jernbanen, og selv om det i perioder giver ustabil togdrift, mens anlægsarbejderne foregår, så er gevinsten bedre kvalitet og flere tog til tiden,” siger Thomas Danielsen.
For Banedanmark er udrulningen et stort skridt i retning af fremtidens jernbane:
“Jeg er stolt af, at vi nu for første gang har udrullet det nye signalsystem på en hovedstrækning. De gamle sikringsanlæg er den største enkeltstående årsag til forsinkede tog. Når vi tager et nyt system i brug, kommer vi ikke uden om, at der vil vise sig “børnesygdomme” i starten, men på sigt viser alle erfaringer, at antallet af fejl falder, og kvaliteten bliver løftet for passagererne,” siger signaldirektør i Banedanmark, Janus Steen Møller.
Når Banedanmark tager et nyt, digitalt signalsystem i brug på en ny strækning, vil der være en indkøringsperiode, hvor det nye system bliver holdt under ekstra bevågenhed. På den måde kan Banedanmark hurtigt sætte ind, hvis der skulle opstå tekniske fejl.
Hos DSB er der glæde over det nye signalsystem, som på sigt vil komme passagererne til gode:
“I dag udgør fejl på det gamle signalsystem en tredjedel af alle forsinkelser, og der er for mig at se ingen tvivl om, at det nye signalsystem medfører et markant løft af punktligheden og af kundernes oplevelse. Der vil være udfordringer i starten, men her bemærker jeg, at Banedanmark overvåger og følger udviklingen tæt, og det er jeg fuldstændig tryg ved,” siger driftsdirektør i DSB Per Schrøder.
Adskillige strækninger er allerede digitaliseret, men udrulningen mellem København og Ringsted er den første på en af de danske hovedstrækninger, som forbinder landsdelene. Du kan læse mere om de nye signalsystemer på Banedanmarks hjemmeside.