Turister orienterer sig i stigende grad digitalt, når de søger inspiration til rejser og oplevelser. Dette stiller større krav til turismeerhvervet i forhold til at udvikle deres digitale kompetencer. Destination Fjordlandet, Dansk Kyst- og Naturturisme og Roskilde Handelsskole har i samarbejde netop igangsat en indsats på området med forløbet Digital Ledelseskultur.
Et samarbejde der styrker turismen via digitalisering
I Digital Ledelseskultur er omdrejningspunktet turisme, digitalisering og ledelse for lokale turistvirksomheder i Fjordlandet. De lokale virksomheder, der deltager i forløbet, vil udvikle og afprøve konkrete digitale og ledelsesmæssige redskaber, som danner rammen for deres egen handleplan med konkrete indsatser, muligheder og effekt af øget digitalisering.
Udviklingschef i Destination Fjordlandet, Elaheh Peyman Granov, forklarer:
”Vores turismeaktører her i Fjordlandet er ofte små og mellemstore virksomheder, som i hverdagens travlhed ikke har ressourcerne til at udvikle sig digitalt. Det hjælper vi dem med i dette forløb, hvor vi gennem en kombination af online og fysisk undervisning gennemgår de mest brugte digitale løsninger, og giver gode råd til, hvordan virksomheder kan møde deres gæster online og hvordan de kan optimere deres synlighed, kommunikation og salg online.”
”En stor gave at være med”
Jægerspris Slot er én af de virksomheder, som deltager i forløbet. Marie Laulund, som er museumsleder på slottet, deltager bl.a. for at få hjælp til at blive mere synlig på de sociale medier og nå deres målgrupper endnu bedre.
Marie Laulund fortæller:
”Vi ser det som en stor gave at være med i forløbet og har fået vores helt egen konsulent tilknyttet, som har taget mig i hånden og sparret med mig i forhold til indsatsområder på sociale medier. Det har været meget konkret, meget brugbart og vi har haft særligt fokus på Facebook og Instagram og hvordan vi i endnu højere grad kan udnytte vores store potentiale på de digitale platforme.”
Udviklingschef i Destination Fjordlandet, Elaheh Peyman Granov, tilføjer:
”Der udbydes desværre ikke flere forløb i Digital Ledelseskultur i år, men hvis man sidder derude og er turismeaktør og interesseret i kompetenceudviklingsforløb og faglige netværksmøder, så kan jeg kun opfordre til, at man kontakter os og bliver turismepartner hos os – for hvis vi udvikler os sammen, så står vi meget stærkere. ”