Idrætsforeningerne i Roskilde Kommune gik frem med 3.364 medlemmer i 2023. På landsplan slår foreningernes samlede medlemstal rekord igen.
Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI kunne sidste år præsentere et historisk højt medlemstal i landets idrætsforeninger, og nu kan de to organisationer igen melde om fremgang. Den nye opgørelse af medlemstallene for 2023 viser nemlig, at foreningerne i DIF og DGI har fået yderligere 85.261 medlemmer. Dermed er det samlede medlemstal oppe på 2.424.915.
Også i Roskilde Kommune var der i 2023 tilgang i idrætsforeningerne. Stigningen lyder her på 3.364 flere medlemmer, så der nu tilsammen er 51.640 medlemmer i kommunens idrætsforeninger.
”Det er meget glædeligt at se, at vores lokale idrætsforeninger i Roskilde Kommune er lykkedes endnu en gang med at få flere med. Foreningerne gør en forskel, både hvad angår sundhed, trivsel og fællesskabsfølelse her i kommunen og forsøger hele tiden at udvikle sig og tilbyde nye måder at være foreningsaktiv på. De flotte medlemstal giver anledning til at sende en stor tak og ros til alle de frivillige i foreningerne, der gør en kæmpe indsats,” siger Mogens Hallager, formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Roskilde Kommune.
Gode tilbud og vigtige frivillige
I 2019 var der for første gang over 2,3 millioner medlemmer i idrætsforeningerne under DIF og DGI på landsplan. Under corona knækkede kurven for en stund, men efter pandemien gik det fremad igen, og nu er tallet altså for første gang over 2,4 millioner medlemmer.
”At vi igen i år har så stor en fremgang i medlemstallene er jo først og fremmest glædeligt, fordi de aktive fællesskaber bidrager til vores fysiske, sociale og mentale sundhed. Der er fremgang i alle aldersgrupper, og det er med til at understrege, hvor meget idrætsforeningerne betyder for børn, unge og voksnes liv,” siger DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen.
Også hos DIF og formand Hans Natorp er der glæde over den nationale udvikling i medlemstallene:
”Vi er selvsagt stolte over udviklingen og den nye rekord. De mange gode tilbud i idrætsforeninger appellerer bredt, og vi må igen bare kippe med hatten og sende en særlig tak til de mange frivillige. Det er dem, der får det hele til at glide ude i foreningerne,” siger Hans Natorp.
Fælles idrætsvision har gjort en forskel
Siden 2015 har DIF og DGI arbejdet sammen om ’Bevæg dig for livet-visionen’ med støtte fra Nordea-fonden og TrygFonden. Målet er at få flest mulige borgere til at bevæge sig, og visionen er at gøre Danmark til verdens mest idrætsaktive nation.
I de første år af visionsarbejdet blev der udviklet og implementeret en lang række indsatser og nye idrætskoncepter. Mange af dem bidrager til den samlede medlemsvækst i idrætsforeningerne og er nu så forankrede, at de vil leve videre efter 2024, når den oprindelige visionsperiode i ’Bevæg dig for livet’ udløber.
Den fælles interesse i DIF og DGI er at få endnu flere aktive borgere og medlemmer i idrætsfællesskaberne. Derfor vil de to organisationer fortsætte samarbejdet i ’Bevæg dig for livet’ i de kommende år på udvalgte områder og sætte endnu mere fokus på vigtigheden af frivillighed i idrætsforeningerne.
Fakta om medlemstallene
Det samlede medlemstal for DIF og DGI er renset for, at flere idrætsforeninger/klubber er medlemmer af begge organisationer. Tallet er for kalenderåret 2023, og et aktivitetsmedlem tæller med i statistikken, når der er tale om et medlemskab i mindst tre måneder af året.
Det er muligt at dykke ned i tallene for de to organisationer på henholdsvis www.dif.dk/medlemstal og www.dgi.dk/medlemstal
Landsdækkende medlemstal for 2023 (udvikling fra 2022 i parentes)
Samlede unikke medlemmer på tværs af DIF og DGI 2.424.915 (+85.261)
Danmarks Idrætsforbund (DIF): 2.076.213 (+ 59.953)
DGI: 1.867.765 (+ 96.119)
Medlemstal for Roskilde Kommune
2020: 46.516
2021: 45.258
2022: 48.276
2023: 51.640
Om Bevæg dig for livet
Danmark skal være verdens mest idrætsaktive nation. En ambitiøs vision, som DIF og DGI arbejder for at indfri med støtte fra TrygFonden og Nordea-fonden fra 2015 til 2025. ’Bevæg dig for livet’ er den største partnerskabsaftale i dansk idræts historie, og siden starten er der blandt andet udviklet et hav af idrætskoncepter, tilbudt rådgivning og gennemført kampagner samt events som Royal Run. Derudover er der indgået aftaler med en lang række visionskommuner, som har forpligtet sig til at arbejde målrettet med visionen.