”Legende, poetisk og musikalsk forestilling, synes jeg. Som jo både er min roman og samtidig et værk i sin helt egen ret.” Tine Høeg, forfatter til Tour de chambre, har også stået for dramatiseringen fra roman til skuespil.
Anmelderne er enige i hendes vurdering: ”En sjældent godt ramt omplantning” mener Berlingske. Information skriver ”En energisk, helstøbt forestilling, der som en naturkraft trækker publikum ind i sit univers”. Forestillingen spiller da også for fulde huse i hovedstaden i øjeblikket. Heldigvis er der – i hvert fald indtil nu – stadigvæk billetter at få hos Roskilde Teater, der viser forestillingen den 25. oktober.
Lars Olsen, formand for teatret, udtrykker sin glæde over forestillingens succes og over, at TOUR DE CHAMBRE har turnépremiere netop i Roskilde: ”Det er alfa og omega for os at vise godt og alsidigt teater for Roskildes borgere. Med TOUR DE CHAMBRE har vi en forestilling, der taler til alle aldre, i hvert fald til dem, der er over 15 år! Alle skuespillerne har tillige fået stor ros for deres præstationer, så vi ser frem til at byde velkommen til en poetisk, morsom og tankevækkende forestilling.”
TOUR DE CHAMBRE handler om venskab, forelskelse og begær. Om farlige hemmeligheder i fortiden, der vækkes til live, da Asta modtager en invitation til en mindehøjtidelighed. En fortælling fra kollegietiden hvor hun var hemmeligt forelsket i veninden Mais kæreste, August.
Billetter købes på www.roskildeteater.dk.
Medvirkende: Anna Bruus Christensen, Fanny Louise Bernth, Mathias Rahbæk Skov, Mikkel Becker Hilgart, Karen-Lise Mynster og Øyunn (musiker)
Iscenesættelse: Sigrid Strøm Reibo
Scenografi og kostumedesign: Astrid Lynge Ottosen
Dramatisering: Tine Høeg i samarbejde med Sigrid Strøm Reibo og Johan Holm Mortensen
Lysdesign: Mårten K. Axelsson
Musik: Øyunn
Producent: Det Kongelige Teater
Varighed: 1 time og 35 minutter uden pause