“Vær der for dem, der er der for dig”. Sådan lyder sloganet for årets Respektkampagne, der sætter fokus på voksnes alkoholproblem. Er der alkoholproblemer i en familie, påvirker det alle. Heldigvis er der hjælp at hente, så du kan være der for dem, der er der for dig.
Roskilde Kommune ligger højere end regionsgennemsnittet, hvad angår borgere med alkoholafhængighed samt personer, der drikker mere end fem genstande på én gang (Sundhedsprofilen 2017). Dog viser undersøgelsen fra Sundhedsprofilen 2017 også, at et stigende antal ønsker støtte og hjælp til at nedsætte deres alkoholforbrug:
– Det er vigtigt at smede, mens jernet er varmt, så når borgerne er motiverede, rykker vi. Vores gode tilbud skal være tydelige for borgerne, hvad enten det handler om alkoholrådgivning eller støtte og hjælp til pårørende, udtaler Morten Gjerskov, formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget.
Sundhedsstyrelsen anslår, at 122.000 børn og unge under 18 år fra alle sociale lag vokser op i et hjem, hvor far eller mor – eller begge – drikker for meget. Alkoholproblemer i en børnefamilie belaster både den voksne, der drikker, partneren og børnene. Det kan føre til alvorlige fysiske, psykiske og sociale problemer for alle. For børnene kan problemerne vise sig både under opvæksten og senere i ungdoms- og voksenlivet.
Hjælpen skal være nem at finde
I Roskilde Kommune kan borgerne i den kommende tid blandt andet opleve en kortfilm blive vist som forfilm i biografen. Roskilde Kommune deltager nemlig igen i år i den landsdækkende Respektkampagne, som Alkohol & Samfund, TrygFonden og de danske kommuner står bag. Kampagnen kører fra marts til april.
Formålet med kampagnen er at få personer med et stort forbrug af alkohol til at søge behandling og hjælpe de pårørende med rådgivning og støtte, blandt andre børnene.
– Der er er grund til bekymring, når børn har forældre, som drikker for meget. Alkoholproblemet går nemlig ikke kun ud over den forældre, som drikker, men kan have store konsekvenser for børnene og give alvorlige problemer – både til hverdag, men også senere i livet. Derfor skal vi gøre, hvad vi kan for at gøre det nemt for borgere i alle aldre at finde hjælp, siger Morten Gjerskov, formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget.
Drikker du for meget, eller kender du én der gør?
Hvis alkohol styrer dit liv, kan du og dine pårørende få gratis støtte i Roskilde Kommune. Hjælpen kan f.eks. være samtaler, terapi, familierådgivning, dag- og døgnbehandling. Vi sammensætter et forløb, der passer til hver enkelt person i familien. De fleste familier vil have gavn af, at alle bliver inddraget i løsningen af problemet – f.eks. via familieorienteret alkoholbehandling og støtte til børnene i deres daginstitution og skole.
Du kan benytte disse tilbud:
Kom til anonym rådgivning
Center for Alkohol- og stofbehandling i Roskilde tilbyder personlig og telefonisk rådgivning til dig, der har et stort alkoholforbrug. Se mere på www.cas.roskilde.dk
Vil du ændre dine alkoholvaner?
Får du et glas eller to for meget, og ønsker du at skære ned på dit alkoholforbrug? Så kan du kontakte Sundhedscentrets alkoholrådgivning til en snak om dine alkoholvaner. Se mere på www.roskilde.dk/sundhed
Test dine alkoholvaner
Test dine alkoholvaner gratis og anonymt. Det tager kun et par minutter på: https://alkohologsamfund.dk/alkolinjen/alkoholradgivning-pa-telefon-og-online/tag-vores-alkoholtest
Gratis telefonrådgivning
Alkolinjen er en anonym og gratis telefonrådgivning om alkoholproblemer. Både for den der drikker og for pårørende. Her kan du altid få råd og vejledning samt information om kommunens tilbud. Ring på 80 200 500, eller se mere på www.alkolinjen.dk
Roskilde.dk/farogmordrikker
Roskilde Kommune har samlet en liste over alle de tilbud, der er til børn og unge, når mor eller far drikker.
FAKTA
– Det skønnes, at ca. 122.000 børn vokser op i en familie med et alkoholproblem.
– Ca. 1/3 af danskerne har et menneske med et alkoholproblem i familien – enten i kernefamilien eller blandt andre familiemedlemmer.