Nyt samarbejde mellem Professionshøjskolen Absalon, Roskilde Universitet og Socialt Udviklingscenter skal sikre, at forskningsviden om udsatte børn og unges særlige styrker bliver forankret i professionerne.
Et nyt samarbejde mellem Professionshøjskolen Absalon, en forskergruppe fra Roskilde Universitet og Socialt Udviklingscenter skal sikre, at ny forskningsviden om udsatte børn og unges særlige styrker bliver forankret i professionerne, der har med disse børn at gøre. Projektet ”Det dobbelt blik – udbredelse af mindset om ’det særlige som ressource” er finansieret af Det Obelske Familiefond og løber fra 2018-2020.
Børn og unge i udsatte positioner har ofte særlige ressourcer, der risikerer at blive overset, hvis ikke man som fagperson er opmærksom på dem. Det er én af hovedkonklusionerne i et femårigt forskningsprojekt, der har kørt fra 2012-2017 på Roskilde Universitet med Professor Hanne Warming i spidsen, og som nu skal implementeres i praksis.
Forskning og udvikling til gavn for praksis og uddannelse
Formålet med projektet er at udbrede mindsettet om ’Det Dobbelte Blik’ i praksis til socialrådgivere, pædagoger, lærere, plejefamilier og andre, der arbejder med udsatte børn og unge. Projektet udvikler en platform på Professionshøjskolen Absalon, der konkret implementerer mindsettet i praksis gennem uddannelses- og udviklingsforløb på socialrådgiver-, pædagog- og læreruddannelsesn og i kommuner for pædagogiske konsulenter, socialrådgivere, tilsynskonsulenter, lerede og andre relevante faggrupper.
Fokus på Børn og unges ressourcer og kompetencer:
Camilla Boelskifte, der er projektleder og adjunkt på Absalon, forklarer, at man ved at anvende ”det dobbelte blik”, kan få en bredere og mere konstruktiv tilgang til, hvordan man kan arbejde med de unges ressourcer og kompetencer – og dermed undgå alene at fokusere på barnets eller den unges problemer og udfordringer.
Hun forklarer: ”En af de centrale pointer i ’Det Dobbelte Blik’ er, at man tager udgangspunkt i en konkret problemstilling for barnet eller den unge og prøver at vende den problemstilling på hovedet, så man i stedet for problemet får øje på, hvilke ressourcer, der ligger under.
Camilla Boelskifte fortsætter: ”Hvis du for eksempel har en ung, der hele tiden sidder med sin telefon, kan du i stedet for at adressere det som et problem, vende det om, og for eksempel se det som et udtryk for viljestyrke, der kan overføres til andre sammenhænge.
Forsker glad for samarbejde med Absalon
Det er Hanne Warmings oplevelse, at samarbejder som dette er vigtige: ”Vi er rigtig glade for, at vores forskning om de særlige styrker, børn og unge i udsatte positioner besidder, nu i samarbejde med Absalon og Socialt Udviklingscenter bliver tænkt direkte ind i professionerne, der har med disse børn og unge at gøre”. Hanne Warming fortsætter: ”Der er ingen tvivl om, at det er vigtigt, at mindsettet om Det Dobbelte Blik bliver udbredt blandt socialrådgivere, pædagoger, lærere og plejefamilier, så udsatte børn og unge oplever at blive anerkendt for de særlige ressourcer, de har.”
Læs mere om ’Det Dobbelte Blik her. Du kan også gå på Absalons hjemmeside her hvor du kan læse om alle de spændende uddannelser der tilbydes på skolen.