Vigen Strandpark har igen i år fået tildelt det Blå Flag. Det blev officielt hejst den 11. juni af formand for Plan- og Teknikudvalget, Tomas Breddam, sammen med børn fra Gadegården, Klub Roskilde Øst. I 2019 er det 22. gang, kommunen hejser flaget på Vigen Strandpark.
Mange tror, at det blå flag på en badestrand betyder, at vandet er rent. Det gør det også, men rent vand er ikke tilstrækkeligt for at kunne få lov til at hejse flaget.
Ud over vandkvaliteten skal en kommune opfylde en række andre krav. Det er bl.a.:
• Livrednings- og førstehjælpsudstyr
• Nødtelefon eller dækning så mobiler kan bruges som nødtelefon
• Natur- og miljøformidlingsaktiviteter
• Information om miljøforhold og naturområder
• Toiletfaciliteter
• Affaldsfaciliteter og affaldssortering
Så selv om vi i Roskilde Kommune har 8 badestrande, der har rent vand, er det kun stranden ved Vigen, der opfylder alle kravene til det blå flag.
Fakta
Roskilde Kommune opfylder sin forpligtigelse om natur- og miljøformidlingsaktiviteter ved at arrangere 6 udflugter for naturinteresserede. De første 2 har været afholdt, mens de næste 4 er:
• Tur til engene ved Gundsømagle sø søndag 16. juni kl. 10:00-12:00
• Tur til halvøen Bolund og Lille Valby Enge søndag 16. juni kl. 13:30-15:30
• Tur til Sønderø ved Vigen lørdag 24. august kl. 14:00-16:00
• Kulturhistorisk tur til Skt. Hans området onsdag 18. september kl. 16:00-19:00
På Blå Flag strande bliver der i badesæsonen taget min. 10 badevandsprøver, som bliver analyseret for E. coli og Enterokokker. På Blå Flag strandene skal den aktuelle badevandskvalitet være slået op på informationstavlen. Hvis badevandskvaliteten ikke er i orden, skal det Blå Flag tages ned.
Følg med i kommunens løbende målinger af badevandets kvalitet på roskilde.dk/badevand.
Det er Blå Flag Danmark, som i første omgang sagsbehandler ansøgningerne og sender dem videre til den danske Blå Flag jury. De godkendte ansøgninger sendes herefter til den internationale Blå Flag jury, der står for den endelige godkendelse.
I 2019 er der mere end 220 strande med Blåt Flag i Danmark.
Blå Flag programmet drives i Danmark af Friluftsrådet, men ejes af non-profit organisationen FEE – Foundation for Environmental Education, som har hovedkontor i Danmark.