Destination Fjordlandet er navnet på det nye destinationsselskab, der fra nytåret skal gøre det attraktivt for turister og andre gæster at besøge Roskilde, Frederikssund og Lejre kommuner. Det handler om Danmarkshistorie, fællesskaber, fjordliv, store oplevelser og græs på knæene. Fjordlandet er samtidig en arbejdsplads – og den rykker nu fysisk ind på en særskilt etage i administrationsafsnittet hos museumsorganisationen ROMU på Munkebro 2 i Roskilde.
Direktør i Destination Fjordlandet, Thomas Mahler, fortæller:
“Vi har indgået en samarbejdsaftale med ROMU om, at vi lejer den øverste etage af Munkebro 2. Kontoret ligger et fantastisk sted – lige i hjertet af Roskilde by. Selve bygningen og lokalerne emmer af byens og egnens historie og sammensætningen af kontorlokalerne er helt optimal i forhold til måden vi arbejder på.”
Selvom Destination Fjordlandets sekretariat kommer til at ligge i Roskilde, så er det stadig den lokale tilstedeværelse og tætte dialog med alle samarbejdspartnere, som er i fokus. Thomas Mahler fortæller:
“Destination Fjordlandet arbejder dynamisk og har igennem de sidste to år pendlet mellem alle tre samarbejdskommuner, Lejre, Frederikssund og Roskilde. Den tætte kontakt og dialog med alle vores samarbejdspartnere er uundværlig ift. gensidig sparring, og til at kunne have fingeren på pulsen om, hvad der rører sig lokalt i hele Fjordlandet. Den måde fortsætter vi med at arbejde på, og har fx lavet aftaler med flere af vores samarbejdspartnere, hvor vi kan låne et skrivebord i perioder hen over hele året – eksempelvis ved Willumsens Museum i Frederikssund, Rejsestalden i Jægerspris og Nationalpark Skjoldungernes Land på Ledreborg Slot.”
Sekretariatet glæder sig til at flytte ind på kontoret i det nye år og ser det som en ekstra bonus, at kunne være i samme bygning som ROMU, der har alle deres besøgssteder i Destination Fjordlandets tre samarbejdskommuner. Thomas uddyber:
“Udover den fantastiske beliggenhed, så glæder vi os også over, at vi nu får permanent mulighed for at sidde tæt på én af vores store samarbejdspartnere, som har alle deres besøgssteder i vores tre samarbejdskommuner. Det giver os endnu bedre muligheder for gensidig og hurtig vidensdeling og sparring samt endnu større synergi.”
Museumsdirektør Morten Thomsen Højsgaard fra ROMU ser mange muligheder for de tre kommuner:
”Egnen omkring Roskilde Fjord rummer enestående oplevelser, verdensarv i særklasse, unik natur, enestående kunst, dybe sagnfortællinger, attraktive handelsmuligheder og centrale bidrag til Danmarkshistorien fra vikinger til festivaler og forbilledlig frivillighed. Som en af de institutioner, der i forvejen arbejder på tværs af flere kommuner omkring fjorden, virker det helt oplagt at søge samarbejdet med Destination Fjordlandet om at tiltrække gæster til denne del af Kongeriget”, siger Morten Thomsen Højsgaard og tilføjer:
”ROMU har også tidligere være med til at hjælpe bl.a. Nationalpark Skjoldungernes Land godt på vej med arbejdsområder i en startfase. Og vi vil også nu lægge kræfter i at udvikle og uddybe det gode samarbejde med Thomas Mahler og hans dygtige kolleger, så endnu flere mennesker får øje på de store oplevelser med kultur, natur og historie, der findes på vores smukke egn i Danmark”.
Destination Fjordlandet etableres med virkning fra 1. januar 2021. Der vil være seks faste medarbejdere tilknyttet fra januar. Destination Fjordlandet har ansvaret for den fælles udvikling og markedsføring af turismen i de tre kommuner: Frederikssund, Lejre og Roskilde.
ROMU er en selvejende, statsanerkendt museumsorganisation med ti besøgssteder i Roskilde, Frederikssund og Lejre kommuner. Museet har endvidere det nationale, kulturhistoriske ansvar for dansk pop, rock og ungdomskultur, ligesom museet fører tilsyn med fredede fortidsminder for ti sjællandske kommuner.