Ny undersøgelse fra Københavns Universitet om danskernes brug af naturen viser, at vi især bruger den nære natur.
Næsten halvdelen af vores ture ud i det grønne foregår i byzoner eller indenfor 200 meter fra, hvor vi bor. “Undersøgelsen understreger behovet for at tænke natur ind i byplanlægningen,” siger forperson i Friluftsrådet, Annesofie Bjerre.
Det er formentlig ikke så overraskende, men nu slår forskning det også fast: Langt størstedelen af os bruger især den natur, der findes tæt på, hvor vi bor.
Helt præcis 41 procent af den danske befolknings naturbesøg foregår i grønne områder inden for byzonen eller inden for 200 meter af en byzone.
Det er en af konklusionerne i en ny landsdækkende undersøgelse foretaget af Københavns Universitet om danskernes besøg i naturen, ”national kortlægning af danskernes naturbesøg – Geografiske analyser af friluftslivet i Danmark i forhold til arealanvendelse, beskyttelsesudpegninger og ejerforhold.”
Kortlægningen, som er gennemført i 2022/2023, er baseret på en spørgeskemaundersøgelse, hvor et repræsentativt udsnit af befolkningen blandt andet har indikeret på et Danmarkskort, hvor deres naturbesøg er foregået.
Den viser også hvilke typer af naturområder, vi især gerne besøger.
Skov topper listen med 34 procent af alle naturbesøg, herefter kommer kysten, som 30 procent er glade for.
Bynær natur er nummer tre med 10 procent af alle besøg, men sammenholdt med, at kun 1 procent af Danmarks landareal er parker og anden natur indenfor byzonen, er det de områder, der modtager flest besøg.
Annesofie Bjerre, forperson for Friluftsrådet, er ikke overrasket over undersøgelsens resultater.
“Vi ved, at livskvalitet og det at være i naturen hænger tæt sammen for mange af os, men også at tilgængeligheden til naturen er en vigtig faktor. Undersøgelsen understreger behovet for at tænke natur ind i byplanlægningen i især de større byer, så man nemt kan komme ud og få de gode effekter, der følger med at være i naturen,” siger Annesofie Bjerre.
Offentligt ejede arealer topper listen
Ser man på hvem der ejer den natur, vi besøger, drager næsten halvdelen af os på tur til kommunale eller statsejede områder, selv om de to områder udgør bare 10 procent af Danmarks landareal.
Undersøgelsen viser også, at det igen primært er offentligt ejet skov eller kyst nær byer, der får besøg, for eksempel Marselisborg Skovene ved Aarhus og Tisvilde Hegn i Nordsjælland.
”Som tidligere undersøgelser også har vist, har vi en tendens til at klumpe os sammen på relativt få områder, mens andre dele af naturen i Danmark får færre besøg. Jeg håber, at vi med projektet Danmarks Naturstier, der blandt andet går ud på at udbygge infrastrukturen i stier og ruter, vil gøre det nemmere at komme længere ud, så man kan få gode naturoplevelser uden at føle, man skal dele det med alt for mange andre,” siger Annesofie Bjerre.
Se hele rapporten her: National kortlægning af danskernes naturbesøg
Om undersøgelsen
Københavns Universitet har udført nationale undersøgelser om befolkningens brug af og syn på naturen siden 1970’erne. Der er gennemført undersøgelser i 1976-78, 1993-94 og 2007-08.
I forlængelse heraf igangsatte Københavns Universitet i 2021 nye undersøgelser i projektet ”National befolkningsundersøgelse af danskernes friluftsliv”, hvor den nye undersøgelse hører under.
Rapporten er udarbejdet for Naturstyrelsen, Miljø- og Ligestillingsministeriet under ydelsesaftalen mellem ministeriet og Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning (IGN), Københavns Universitet (KU), i samarbejde med Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi (IFRO), Københavns Universitet.
Resultaterne i denne rapport er baseret på 9.129 kortlagte naturbesøg foretaget af et repræsentativt udsnit af befolkningen.
1 Marselisborg Skovene, Aarhus Kommune
2 Amager Fælled, Københavns Kommune
3 Riis Skov, Aarhus Kommune
4 Fløjstrup Skov, Aarhus Kommune
5 Utterslev Mose, Københavns Kommune
6 Amager Strandpark, Københavns Kommune
7 Bagsværd Sø, Gladsaxe og Lyngby-Tårbæk Kommuner
8 Højgård Skov, Vejle Kommune
9 Damhussøen og -engen, Københavns Kommune
10 Marbæk- og Sjelborg Plantage, Esbjerg Kommune
11 Brabrand Sø, Aarhus Kommune
12 Valby Parken, Københavns Kommune
13 Egå Engsø, Aarhus Kommune
14 Fælledparken, Københavns Kommune
15 Lyngby Sø, Gladsaxe og Lyngby-Tårbæk Kommuner
16 Østerådalen, Aalborg Kommune
17 Lundby Bakker, Aalborg Kommune
18 Trylleskoven, Solrød Kommune
19 Annebjerg Plantage, Norddjurs Kommune
20 Undallslund, Viborg Kommune
*Rangeret efter antal seneste naturbesøg