Deichmann på RO’s Torv står fra torsdag den 24. februar igen klar til at byde borgerne i Roskilde indenfor. Europas største skohandler åbnede butikken i august 2012, men har siden slutningen af januar i år været lukket ned for at gennemgå en gennemgribende renovering. Nu står de nye lyse og indbydende rammer klar til igen at tage imod kunderne og præsentere dem for alle de fine forårssko.

”Vi har brugt sidste års lockdown på at investere i vores butikker og skabe nogle endnu bedre rammer og omgivelser for kunder og personale. Denne tilgang fortsætter vi her i 2022, og det er nu blevet Roskildes tur,” fortæller Thomas Christensen, der er CEO i Deichmann Skandinavien.

Sortimentet er tilmed udvidet med 2.000 par sko, da den nye indretning har fokuseret på bedre udnyttelse af vinduesområdet og skabe mere kapacitet til butikkens brede og alsidige udvalg. Butikken på RO’s Torv kommer derfor til at kunne præsentere hele 11.500 par sko på hylderne til byens små såvel som voksne borgere, så der som altid er noget at komme efter for hele familien – og ikke mindst til gode budgetvenlige priser.

Personalet glæder sig til genåbningen Det faste og velkendte personale vil selvfølgelig stå klar på genåbningsdagen til at tage imod byens borgere i den nye flotte butik.

”Vi glæder os meget til at byde alle velkommen tilbage og vise vores nyrenoverede butik – og ikke mindst alle de spændende forårsnyheder, der står klar på hylderne. Forårsmoden anno 2022 byder på alt fra sneakers og loafers til sandaler – flere med de aktuelle chunky-såler, som man ser på alverdens modescener,” fortæller distriktschef Wilson de Belen.

Den nye butik kommer desuden til at præsentere en helt ny sneakers-afdeling, hvor kunderne kan finde et stort udvalg fra sportsbrands som Nike, Adidas, Puma, Fila og Hummel. Sneakers er nemlig en kategori, som Deichmanns butikker vil sætte endnu større fokus på fremadrettet og som med tiden vil blive en del af alle den internationale skohandlers butikker.

Roskilde-borgerne får nu glæden af at opleve det nye koncept folde sig ud og nyde en hel afdeling med aktuelle sneakers. Der er desuden i den nye renovering investeret i en mere miljøvenlig LED-belysning, som fremover skal reducere butikkens energiforbrug med op til hele 45 %.

I butikken på RO’s Torv håber de at se både store som små i åbningsugen og står klar til at hjælpe og guide til det bedste match til borgernes fødder.

Deichmann på RO’s Torv 1, st. 215, 4000 Roskilde åbner torsdag den 24. februar kl. 10. Der vil i åbningsweekenden være gode tilbud for hele familien.

Pressefoto