De gamle bænke er som nye
De har fået nyt, håndlavet egetræ og samtidig en ny placering i krogen ved indgangen til Palægården.
Tømrermester Rene Svendsen, Birkegårdens tømrer- og snedkerfirma, har haft travlt de seneste måneder. Han har skilt de 4 gamle bænke fra 1908 helt ad og håndlavet nye dele af alle de stykker træ, som ikke kunne genbruges. Selv de gamle mønstre på bænkenes ryg er overført til det nye egetræ.
Sæderne, som blev udskiftet for ikke så lang tid siden, er genanvendt, mens ryggene og andre dele er nye.
Nu står bænkene klar til at blive indtaget af nye generationer af besøgende på torvet. Forhåbentlig får de samme funktion som i dag, hvor rigtigt mange forbinder bænkene med oplevelser, de har haft i byens centrum.
Historien bag ”Tingstedet” er faktisk, at det aldrig har været byens rigtige tingsted. Det rigtige tingsted lå i det, vi i dag kalder Latinerhaven.
Bænkene stammer fra et haveanlæg, der blev anlagt efter nedrivningen af boligkarreerne i 1908. Da haveanlægget i 1930’erne blev nedlagt til fordel for parkering, blev bænkene stående.
Nu er de så renoveret og flyttet, for at torvet får mere reel plads til de mange aktiviteter, der fremover skal foregå.