Puljerne til de frivillige, som yder en ekstra indsats på mange forskellige sociale områder, er nu blevet fordelt. Mere end to millioner kroner er blevet uddelt til en række projekter.
Sundheds- og Omsorgsudvalget har prioriteret årets frivilligmidler til den store og mangeartede indsats, som frivillige og foreninger yder hver dag:
– De frivillige foreninger er livsvigtige for vores fællesskab. For mange af vores foreninger er frivilligmidlerne dét, der muliggør en lang række aktiviteter. De 2 mio. kr. gør god gavn for rigtig mange borgere, og den røde tråd er at skabe fællesskaber for derigennem at forebygge social isolation, siger Morten Gjerskov, formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget.
101 frivillige sociale foreninger har fået penge
Listen over foreninger, som modtager frivilligmidler, er lang og spænder bredt: Flere lokalafdelinger af Ældresagen, bruger- og pårørenderåd på plejecentre, en række patientforeninger, Røde Kors lokalafdeling, Mødrehjælpen, Foreningen for Børn med Angst, OCD-foreningen – for blot at nævne nogle få.
FAKTA om de to frivilligpuljer:
Sundheds- og Omsorgsudvalget uddeler en gang årligt frivilligmidler til kommunens frivillige sociale foreninger. Midlerne uddeles efter servicelovens §18 og §79.
- §18-puljen er på 1.046.900 kr.: Tildeles frivillige, som arbejder med udsatte grupper, som kronisk syge, handicappede, familier med sociale problemer og marginaliserede grupper og børn og unge med særlige behov for støtte.
- §79-puljen er på 1.277.375 kr.: Støtter primært aktiverende og forebyggende tilbud ældre og handicappede – tilbuddene skal være åbne for alle, der er på pension eller efterløn.
- De projekter, som ikke har opnået støtte, er primært faldet på manglen på lokal tilknytning, eller fordi pengene er søgt til regulær drift.