Kommunens Plan- og Teknikudvalg har besluttet, hvordan 15 mio. kr. skal bruges i årets pulje til cyklisme, trafiksikkerhed og mobilitet. Det giver først og fremmest de bløde trafikanter et løft på strækningen Gadstrup til Ramsølille og på Store Valbyvej fra Gundsølille mod Østrup.

Pr-foto

“Begge projekter med stier ved landevejene har vi haft kig på et par år – og sparet op til. Det er helt klart dyrere, når vi skal bygge noget fra bunden og faktisk også skal skaffe arealerne til at lave stierne på fra lodsejerne. Men det er forståeligt, at utrygheden ved at sende fx skolebørn afsted på veje ude på landet er stor. Derfor har vi prioriteret det højt at få stierne lavet”, siger formand for Plan- og Teknikudvalget, Claus Larsen.

Sikker skolevej til Gadstrup Skole
Det ene projekt skal skabe en sikker og tryg cykelforbindelse for skolebørn i Ramsølille til Gadstrup Skole. Det skal ske ved at lave en dobbeltrettet cykelsti på vestsiden af Ramsølillevejen.

Vejen er smal med megen tung trafik, og der er målt meget høje hastigheder. Lodsejerne på strækningen er heldigvis positive overfor at sælge jord fra til projektet.

Oprindelig søgte kommunen i 2020 og 2021 om 50 % medfinansiering i den statslige cykelpulje til en cykelsti videre fra Ramsølille helt til Ørsted. Det er ikke bevilget, så det bliver kun strækningen Gadstrup til Ramsølille, der kan laves nu.

I alt kommer cykelstien til at koste 7,9 mio. kr., hvor 4 mio.kr. bevilges i år, mens 3,9 mio. kr. blev afsat i 2022. Stien bliver lavet i efteråret frem til december.

Sti langs Store Valbyvej mod Østrup
Det andet projekt med en sti går langs Store Valbyvej fra Gundsølille mod Østrup. Stien, som bliver en grussti, vil slutte ved Kirkerupvej og være ca. 2,1 km. lang. Strækningen er i dag en såkaldt “2 minus 1 vej”, hvor der er stiplede linjer til cyklister i begge vejsider.

Det er en aktiv borgergruppe, der har dialogen med lodsejere langs strækningen. Selve projektet vil derfor blive udført i tæt samarbejde med lodsejere og beboere i området.

Arbejdet starter i efteråret og stien kommer til at koste 7 mio. kr., hvoraf 2,5 mio. kr. bevilges i 2023, mens 4,5 mio. kr. er afsat i 2021-22.

Fynsvej bliver opgraderet
Fynsvej I Himmelev bliver også gjort mere sikker for cyklisterne. I dag er der afmærkede cykelbaner, men det opleves stadig utrygt for børn på cykel, da vejen er trafikeret og ved busstoppestederne holder bussen ind over cykelbanen. Når højskolegrunden i Himmelev er udbygget, vil der komme mere trafik på Fynsvej.

Derfor kommer det i stedet stier med kantsten til kørebanen. Det vil give en mere sikker og tryg skolevej til Himmelev Skole, og cyklende skolebørn fra Veddelev få et alternativ til Vestre Kirkevej, hvor der ikke er nogen cykelsti.

Det projekt kommer til at koste 4,0 mio. kr. og arbejdet foregår fra marts til juni.

Kilde Roskilde Kommune.