Mange erhvervsfolk, borgere og turister har brug for en taxi til at køre sig til og fra møder eller ærinder i det centrale Roskilde. Under ombygningen af Stændertorvet har det ikke været helt let at finde ud af, hvor man skal stille sig, hvis man bestiller en DanTaxi.
Men nu er der fundet en løsning. Roskilde Kommune har i samarbejde med den lokale afdeling af DanTaxi, der kører i Roskilde og Lejre Kommuner, fundet en løsning, der tilgodeser begge parter. Fremover finder man taxi-holdepladsen foran Turistinformationen på Stændertorvet.
– Det har de sidste par år været svært for både chauffører og kunder at finde hinanden her i midtbyen. Men nu er ombygningen af Stændertorvet færdig, og vi er rigtig glade for placeringen her foran Turistinformationen. Jeg vil i den forbindelse gerne rose Roskilde Kommune for en god dialog undervejs, siger Ole Palsberg, der er formand for DanTaxi i Roskilde og Lejre.
Det er ikke kun erhvervsfolk, handlende og turister, der tager en taxi til og fra Stændertorvet. Mange gangbesværede og ældre medborgere, der køres fra deres hjem eller seniorboliger fra Roskilde og omegn, kan nu se frem til igen at kunne komme sikkert frem til kommunens centrum.
DanTaxi oplyser, at man som pensionist kan opnå rabat på kørslen ved at få et særligt Seniorkort og personer, som er med i SAS EuroBonus-program kan optjene point.
Der er 56 DanTaxi-biler, der betjener borgere og erhvervsliv i Roskilde og Lejre Kommuner. Uanset alder og civil stand bestiller man en taxi ved at ringe på det kendte nummer 46 75 75 75 eller ved at downloade DanTaxis app til sin mobiltelefon.