Den ekstra plads på vejene får i øjeblikket nogle bilister til at træde alt for hårdt på speederen, viser tal fra Vejdirektoratet og politiet. En ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik viser, at et meget stort flertal af danskerne mener, at fartoverskridelserne er uacceptable.

Foto: Rådet for Sikker Trafik

På grund af Corona er der i øjeblikket god plads på vejene, hvor der plejer at være tæt trafik. Desværre får den ekstra plads en del bilister til at køre alt for stærkt. Både Vejdirektoratet og politiet har målt en højere hastighed på vejene. Rigspolitiet har netop offentliggjort på Facebook, at andelen af bilister, der kører for stærkt, når de passerer fotovogne eller stærekasser, næsten er fordoblet, når man sammenligner med perioden før store dele af Danmark lukkede ned. Og andelen af vanvidsbilister er firedoblet. – For høj fart er en af de største dræbere, som vi har i trafikken, og uanset om der er meget plads på vejene eller ej, så gælder hastighedsgrænserne stadig, siger Mogens Kjærgaard Møller, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik.

Høj fart ikke acceptabelt.
I en ny undersøgelse, som Plan Gruppen har gennemført for Rådet for Sikker Trafik blandt 1.126 bilister, svarer et meget stort flertal, at det ikke er i orden at køre for stærkt på vejene. Otte ud af ti kalder det “meget uacceptabelt” eller “uacceptabelt”, når bilister overskrider hastighedsgrænserne med mere end 30 %. – For høj fart øger risikoen for ulykker, og det skaber utryghed i trafikken, når nogle bilister vælger at køre for hurtigt. Ud over at man selv og andre kan komme til skade, så kan det også medføre, at man kommer til at lægge unødige belastninger på det i forvejen pressede sundhedssystem, siger Mogens Kjærgaard Møller fra Rådet for Sikker Trafik.

Hvis der sker noget uventet, har farten en enorm betydning for, hvor alvorlig ulykken og skaderne bliver. Undersøgelser fra Vejdirektoratet viser, at der er for høj fart involveret i omkring fire ud af ti dødsulykker i trafikken.

Som et fald fra 12. sal.
For at vise, hvilke voldsomme kræfter, der er på spil, hvis man kører galt, har Rådet for Sikker Trafik lavet en film, hvor en bil bliver smidt ud fra 12. sal. Det svarer til at køre galt med 90 km/t. Filmen bruges i den landsdækkende fartkampagne “Sænk Farten – bare lidt” og i undervisningen på landets køreskoler. Se filmen på Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside eller på YouTube. – Mange opfatter det måske ikke som særligt risikabelt, hvis de kører for stærkt, eller også glemmer de at holde øje med deres fart. Med filmen her vil vi vise, at der er god grund til at respektere fartgrænserne, da det er meget voldsomme kræfter, der er på spil, hvis man kører galt, siger Mogens Kjærgaard Møller, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik.

I en undersøgelse, som Epinion sidste år gennemførte for Rådet for Sikker Trafik, svarede 86 % af danskere, at de oplever, at der bliver kørt for stærkt i deres nærområde. Heraf siger 57 %, at bilernes fart skaber bekymring for deres egne eller andres børn i området.

Se kampagnen “Sænk Farten – bare lidt”.

Om undersøgelsen.
Holdningen til at overskride hastighedsgrænsen (kilde: Undersøgelse blandt 1.126 bilister i perioden januar-marts 2020 gennemført af Plan Gruppen for Rådet for Sikker Trafik):

HELE LANDET:
I hvilken grad vurderer du, at det er uacceptabelt eller acceptabelt at overskride hastighedsgrænserne med mere end 30 %:
Meget uacceptabelt og uacceptabelt: 81,4 %
Meget acceptabelt og acceptabelt: 7,4 %
Ved ikke og hverken eller: 11,2 %

ØST FOR STOREBÆLT:
I hvilken grad vurderer du, at det er uacceptabelt eller acceptabelt at overskride hastighedsgrænserne med mere end 30 %:
Meget uacceptabelt og uacceptabelt: 81,1 %
Meget acceptabelt og acceptabelt: 8,4 %
Ved ikke og hverken eller: 10,5 %

VEST FOR STOREBÆLT:
I hvilken grad vurderer du, at det er uacceptabelt eller acceptabelt at overskride hastighedsgrænserne med mere end 30 %:
Meget uacceptabelt og uacceptabelt: 81,7 %
Meget acceptabelt og acceptabelt: 6,5 %
Ved ikke og hverken eller: 11,8 %

Fakta:
Der er for høj fart involveret i cirka 4 ud af 10 dødsulykker på vejene.
Kører du 93 km/t. i stedet for 80, så fordobler du risikoen for at ende i en dødsulykke.
Hvis du kører galt og rammer et vejtræ med 90 km/t., svarer det til, at du og din bil bliver smidt ud fra 12. sal.