Silkeborgenseren Thomas Bjørn er med sine 15 sejre på European Tour og hvervet som Ryder Cup-kaptajn vores største golfspiller nogensinde og uden sidestykke i dansk golfhistorie. D. 16. september kan man i Roskilde Kongrescenter opleve den danske verdensstjerne helt tæt på og høre om karrierens største op- og nedture.
Hvad skete der på hotelværelserne og til taktikmøderne, da Thomas Bjørn som kaptajn styrede Europas mandskab til den historiske triumf mod en perlerække af amerikanske golfstjerner i Ryder Cuppen i 2018?
Og hvordan ser den danske verdensstjerne i dag tilbage på sin største nedtur, da han i en bunker i England i 2003 måtte se sejren i en af verdens største golfturneringer, British Open, fordufte i en mareridtsafslutning?
I sit foredrag i Roskilde Kongrescenter d. 16. september vil golfspilleren give tilskuerne mulighed for at opleve ham helt tæt på.
– Jeg vil gerne fortælle om min rejse, om årene, hvor jeg stod med golf-Danmark på mine skuldre, om presset og forventningerne og selvfølgelig om Ryder Cuppen og mine resultater, både når det gik godt, og når det var svært, siger Thomas Bjørn.
Et foredrag for alle
Man behøver ikke vide, hvad slice eller hook betyder på golfsprog for at få noget ud af foredraget.
Golfspilleren vil nemlig også bruge sin karriere til at tale om teambuilding og lederskab.
– Man behøver bestemt ikke være golfspiller for at have fået noget ud af det. Foredraget bliver båret af anekdoter og fortællinger om situationer og spillere og handler også om lederskab og at bygge et vinderteam i en sport af individualister, siger Thomas Bjørn.
Foredraget kommer til at fungere som en samtale mellem Thomas Bjørn og journalisten Morten Ankerdal.
Foredraget finder sted i Roskilde Kongrescenter torsdag 16. september klokken 19.00, og billetter til foredraget kan købes på www.tikko.dk