”Hvis vi ser på, hvordan smitten har udviklet sig siden oktober, så er det gået godt i Danmark.”.
Sådan lød budskabet fra Statens Serum Instituts direktør Henrik Ullum på et pressemøde i Eigtveds Pakhus mandag.
Ifølge SSI’s direktør gjorde den store vinternedlukning, at man fik kontrol med de voldsomme smittetal, som man så i Danmark op til jul.
Antallet af nysmittede stiger igen
I februar nåede antallet af nysmittede et foreløbigt lavpunkt på lidt over 300 om dagen. Siden da er det vokset gradvist til omkring 900 om dagen.
En del af stigningen kommer ifølge Henrik Ullum af, at langt flere testes.
Men den væsentlige del af stigningen skyldes, at corona-restriktionerne er blevet lempet, og at folk generelt omgås flere.
”Stigningen var ventet – og uundgåelig – set i lyset af de genåbninger, der er sat i værk. Men derfor er det vigtigt, at vi stadig passer på, så kurven ikke pludselig vokser og begynder at udvikle sig eksponentielt, som vi så det ved vinterens start”, siger Henrik Ullum.
Hvem bliver smittet?
Hvis man ser på, hvem der bliver smittet, viser tallene, at der generelt har været mest smittet i Region Hovedstaden. Det følger den globale tendens, som viser, at der er mest smitte i storbyer. Det gælder særligt i kvarterer, hvor store familier bor i små boliger.
”Hvis vi ser på seneste antistof-analyser på bloddonorer, har cirka 11% af de ikke vaccinerede antistoffer i Region Hovedstaden, mens tallet i de andre regioner ligger mellem 5-7%. Hvilket altså betyder, at omkring dobbelt så mange har været smittet i Region Hovedstaden. På samme måde ligger 8 ud af 10 kommuner med den højeste incidens i Region Hovedstaden”, siger Henrik Ullum.
Der er også sket et skifte i smitten aldersmæssigt. I sidste uge, blev der således påvist flest smittetilfælde blandt de 20-29-årige fulgt af de 10-19-årige.
Sundhedsvæsenet ikke belastet mere
Mens antallet af nysmittede er steget siden starten af februar, ligger antallet af nyindlagte stabilt på 20-40 om dagen. Det samlede antal indlagte er faldet, og antallet af daglige covid-19 dødsfald er meget lavt.
”På trods af moderat generel stigning i smitte ser vi ingen øget belastning af sundhedsvæsnet. Målet er, at stigningen i smitten ikke må overstige den beskyttelse, vi opnår via vaccinationer”, siger Henrik Ullum.
Status på virusvarianter
Som SSI forudsagde, blev den mere smitsomme covid-19 variant B.1.1.7 langt den mest dominerende fra midten af februar. Det blev starten på en vinter og et forår, hvor vi har talt rigtig meget om varianter. Danskerne har lært dem at kende både med forkortelser og de lande de er beskrevet i først:
Det drejer sig om B.1.351 fra det sydlige Afrika, P1 fra Brasilien, B.1.617 fra Indien, B.1.525 fra Vestafrika og senest B.1.1.519 fra Mexico hvor et udbrud nord for København har involveret over 50 mennesker.
Den danske corona-strategi om at teste, smitteopspore og vaccinere har dog vist sig meget effektiv i forhold til at fange og stoppe disse virusvarianter, inden de får fat.
”Vi har skrappe rejserestriktioner til lande, der har mange tilfælde med disse varianter. Vi sekventerer alle positive prøver og har særlige PCR-analyser, der fanger langt de fleste. Endelig når vi har mistanke om en variant laver Styrelsen for Patientsikkerhed ekstra god smitteopsporing der ikke kun inkluderer direkte kontakter men også kontakter til kontakter”, siger Henrik Ullum og tilføjer:
”Med denne indsats har vi foreløbig kunnet forhindre en omfattende smitte med disse bekymringsvarianter. Dermed vil jeg foreløbig konkludere at befolkningen med hensyn til disse varianter skal overlade bekymringen til myndighederne og blot følge de almindelige råd.”