Besøgsforbud, aflyste støttetilbud og en særlig sårbarhed for coronavirus sætter demensramte familier i en særlig svær situation for tiden. Alzheimerforeningen tilbyder derfor gratis rådgivning til alle udsatte familier. Det skriver Alzheimerforeningen i en pressemeddelse.
Mennesker med demens er en særligt udsat gruppe i forhold til cornonapandemien. Ud over at de fleste mennesker med demens er oppe i alderen, og derfor har forøget risiko for at dø, hvis de rammes af corona-virusset, så kan demenssygdommen også betyde, at man ikke tager sig de nødvendige forholdsregler for at undgå smitte. Man glemmer muligvis at vaske hænder, eller husker sandsynligvis ikke at holde sig for munden ved hoste eller holde afstand fra andre, der er syge.
Derudover er man måske mindre opmærksom på egne symptomer, og vil ikke i samme grad være i stand til at fortælle, hvis man har hovedpine, feber eller et andet symptom. Det lægger et stort pres på de pårørende og sundhedspersonalet, der i forvejen er pressede. For hjemmeboende med demens er hverdagen for mange blevet sværere og mere usikker, fordi alle dagsaktiviteter og muligheder for aflastning og afløsning er blevet sat på standby. Og på plejehjem og sygehuse betyder besøgsforbuddet, at pårørende er nødt til at holde sig væk.
– Det giver anledning til en masse frustrationer blandt de familier, der i forvejen er hårdt ramte af demens. Og selvom de fleste godt kan se, at det ikke kan være anderledes lige nu, så er det stadig en meget svær situation at tackle. Vi opfordrer derfor til at tage kontakt til Demenslinien og søge hjælp og støtte, siger Else Hansen, der er chefrådgiver i Alzheimerforeningen.
Du kan ringe gratis og anonymt til Demenslinien på 5850 5850 alle hverdage mellem 9.00-15.00. For mere info om demens og coronakrisen – tjek alzheimer.dk