Kultur- og Idrætsudvalget har uddelt 1,7 mio. kr. til arrangementer i 2021 – og der er 900.000 kr. mere at søge i det nye år.

Det betyder, at vi kan glæde os til en meget bred vifte af tilbud inden for musik, teater, dans, folkefest og meget andet – på trods af de benspænd, som coronaen giver, skriver Roskilde Kommune i en pressemeddelelse.

Hal 12 i Roskilde er én af 29 aktører, der får tilskud fra puljen til kultur- og idrætsarrangementer i 2021. De vil afholde et stort arrangement for kørere på løbehjul og rulleskøjter i januar måned.

“Jeg håber virkelig, at restriktionerne for at vi kan mødes omkring kultur- og idrætsoplevelser bliver mindre skrappe i det nye år. Vi har brug for de fælles oplevelser, som vores mange foreninger kan tilbyde.
Derfor har udvalget valgt at støtte mange forskelligartede kulturelle oplevelser for alle aldersgrupper, så vi alle kan få sporten, kulturen og kunsten ind under huden.
Selvfølgelig skal det hele afvikles under sikre forhold, men det ville være ærgerligt, hvis de mange initiativer, som ansøgerne står for, ikke bliver belønnet med en stor publikumstilslutning”, siger formand for Kultur- og Idrætsudvalget, Claus Larsen.

Kultur- og Idrætsudvalget har bevilget tilskud til alle disse oplevelser i det kommende år:

• Roskilde Airshow i Roskilde Lufthavn den 13. – 15. august 2021
• Roskilde Teater vil byde på 40-45 forestillinger til børn og voksne.
• KulturCosmos i Viby vil stå for arrangementer med live-musik, stand-up comedy og et BørneCosmosprogram.
• Vindinge Kulturcenter vil gennemføre 22 arrangementer fordelt over året med live musik, foredrag mv.
• Roskilde Havneforum vil stå for fyrværkeri i forbindelse med Sankt Hans, ‘Caribisk aften’ med liveband og ‘Musik på kajen’.
• Salsa Latina vil afholde sommerdans på havnen alle fredage i juli og august måned.
• Roskilde Teater vil arrangere gadeteater i sommeren 2021 med gøgl/akrobatik, performance, børneteater, taleteater og musikdrama.
• Viby Idrætsforening m.fl. vil arrangere den årlige Høstfest den 28. august 2021
• Roskilde Tangoforening vil byde på amilongaer (offentlige tangoballer) på Museumsøen torsdage i august 2021.
• Gimle for børn er klar igen med en årlig arrangementsrække
• Roskilde Line Dance vil afholde fælles sommerdans hver tirsdag på Roskilde Havn.
• Gundsø teater- og Musikforening har arrangeret en forestilling med teatret “Uppercut”.
• Himmelev Kulturcenter har planlagt at afholde 36 arrangementer, herunder foredrag, sang og viser, teater samt IT-hjælp til borgerne.
• Salsa Latina vil afholde ‘Ballroom 2021’ i Guldaldersalen med bigband orkester og undervisning.
• Kunst i Pinsen bliver et arrangement, hvor 30 – 40 individuelle kunstnere og kunstneratelierer holder åbent i pinsen 2021.
• Kunst4040 tilbyder en gratis kunstoplevelse i Jyllinge Centret, hvor lokale kunstnere kan udstille deres værker.
• Gruppen MYRKR vil opføre forestillingen Stjernevandring.
• Roskilde Jazz Days afholder den årlige jazz-festival på havnen den 17. juni – 20. juni 2021 og 8 jazz-sommerkoncerter i Djalma Lunds Gaard
• Lørdagsjazzen i Roskilde vil afvikle 20 koncerter inden for swing, New Orleans- og dixielandmusik.
• Roskilde Lirum Larum arrangerer 12-14 koncerter.
• Hanebjælken afholder 3 arrangementer med musik i Gundsømagle Forsamlingshus, 20. januar, 17. februar og 24. marts 2021
• Playback Gruppe Gadstrup vil afholde ‘Playback Gadstrup’ i Ramsøhallen den 22. marts 2021
• Roskilde Idræts Union vil afholde idrætsfesten i Roskilde Kongres og Idrætscenter den 12. februar 2021
• Hal 12 i Roskilde vil afholde et stort arrangement for kørere på løbehjul og rulleskøjter den 20. – 30. januar 2021
• Julemærkeløbet ved Roskilde Firma og Familieidræt vil foregå i Folkeparken den 12. september 2021
• Roskilde Mountainbike Klub afvikler Shimano ligaen 2021 med ryttere fra hele Europa. Det sker i Gulddyssesporet i Gundsømagle den 24. april 2021
• Grevinderne International Showteam optræder på Gymnasternes dag i Ramsøhallen den 28. marts 2021
• Vindinge Idrætsforening afholder LAN arrangement i Vindingehallen i juni 2021.
• Sønderlundskvarterets Idrætsforening afvikler Roskilde Gymshow 2021 i Roskilde Kongres og Idrætscenter den 18.-19. juni 2021

 

Pressefoto