Kulturstyrelsen fornyer centralbiblioteksaftale med Roskilde Bibliotekeerne.
Roskilde Kommune og Kulturstyrelsen har nemlig indgået en ny 4-årig aftale, som betyder, at Roskilde Bibliotekerne fortsætter med at være centralbibliotek for Region Sjælland og Bornholms biblioteker frem til og med 2019.
Centralbibliotekets opgave går ud på at understøtte biblioteksarbejdet i en region. Kontrakten betyder, at staten betaler Roskilde Bibliotekerne knap 9 millioner kroner for at udføre nogle bestemte opgaver i forhold til bibliotekerne i Region Sjælland og på Bornholm.
Det sker for det første gennem det, der kaldes ’materialeoverbygning’. Det er forpligtelsen til at indkøbe både fysiske og digitale materialer, der kan supplere regionens folkebiblioteker.
Et andet og vigtigt element er biblioteksfaglig kompetenceudvikling af bibliotekernes medarbejdere.
Det tredje ben drejer sig om generelt udviklingssamarbejde, koordinering og videndeling mellem folkebibliotekerne i regionen.
Stærk lokal medspiller i Roskilde
Centralbiblioteksfunktionen skaber desuden gode muligheder for udviklingen lokalt i Roskilde.
Formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Roskilde Kommune, Birgit Pedersen, fortæller:
– Jeg og hele Kultur- og Idrætsudvalget er glade for, at biblioteket får lov til at fortsætte det gode arbejde som et af landets seks centralbiblioteker. For at være i front med biblioteksudviklingen skal man hele tiden afprøve og udvikle nye formidlingsformer – og det har Roskilde Bibliotekerne tradition for.
De har altid været gode til at tænke nyt og udvikle biblioteket, så borgerne kan få den service, de forventer, og meget mere end det,.
Biblioteket har gennem årene været gode til at matche den udvikling, der generelt sker i samfundet. De mange besøgende på biblioteket, kombineret med medarbejdernes solide faglighed, gør Roskilde Bibliotekerne til en stærk medspiller i mange lokale samarbejder i kommunen.
Alt det, sammen med den brede, politiske opbakning, har været med til at sikre, at Roskilde Bibliotekerne fortsætter som centralbibliotek. Og det skal vi være stolte af.
Roskilde Bibliotekerne lægger stor vægt på at arbejde med eksperimenterende løsningsmodeller og vil i de kommende år fortsat prioritere at involvere regionens mange kompetencer. Noget, der kommer bibliotekets mange lokale samarbejder i Roskilde til gode.