SOMMERENS TREDJE BYPARKSKONCERT TILHØRER DE UNGE. 

Den 30. juli afholdes årets tredje og sidste Byparkskoncert, og denne gang er programmet nøje udvalgt af en gruppe lokale unge kulturskabere.

Sommerens koncerter i Byparken i Roskilde markerer i år 100-året for den første Byparkskoncert. Roskildenserne kan se frem til tre tirsdage i juli med musikalske oplevelser under den åbne sommerhimmel, som i år byder på optrædener fra Dorthe Gerlach, Pernille Rosendahl og en endnu ikke offentliggjort “ny dansk popdronning”. Den tredje og sidste aften tilhører de unge.

Hip hop, DYI og indie
Først på plakaten står det fremadstormende indie-band Søn, som i april spillede på DELTA Festival 2024 til stor begejstring for det unge publikum. Bandet er kendt for deres overrumplende live-optrædener, hvor de formår at flette det intime og skrøbelige sammen med det hæsblæsende og rockede. Mon ikke de også har en ting eller to oppe i ærmet, når den magnetiske frontmand Kristoffer Jessen og co. indtager scenen i Byparken med sange som ‘Ka Ik Connect’, ‘HD Sol’ og deres nyeste single ‘Forårsdage’.

Derudover kan man opleve musikcrewet HVAD CRU og hip hop-gruppen CAFIR. Særligt for denne aften er, at HVAD CRU, med stærke bånd til dyi- og hip hop-kulturen, medbringer deres eget hjemmebryggede lydsystem, som vil fungere som en ekstra scene. Herfra vil CAFIR levere deres boom bap, grime og trap-inspirerede sange, mens DJ’s vil sørge for at skabe god stemning både før og efter koncerterne.
_______________________
PRAKTISK INFORMATION
Musikken starter kl. 18.00 i Roskilde Bypark.
Gratis entré.
Byparkskoncerterne arrangeres af Roskilde Kommune og Gimle.
Programmet opdateres løbende.

Klik på begivenheden her. 

PR-foto Gimle