Under jorden, i krigsbunkerens konstante temperatur og stabile fugtighed, opbevarer ‘Bunker af vin’ vinflasker af alle sorter og slags (både de konventionelle og de vilde). Samtidig bidrager de til naturvinens udbredelse via salg og regelmæssige smagninger.
Da Bunker af Vin selv blev introduceret til naturligt producerede vine, åbnede der sig en hel verden af lækkerhed, og der var ingen vej tilbage. Især fordi de i forvejen er tiltrukket af god kvalitet, passioneret håndværk og anderledes tilgange til drikke- og fødevarer.
Naturligt producerede vine vil sige, at de enten er dyrket økologisk, biodynamisk eller på en anden måde, der ikke er certificeret, men stadig i pagt med naturen. De volatile (flygtige) aromaer, de skiftende nuancer og de sjove oplevelser, der er forbundet med naturvin, har vundet over konventionel vin i deres hjerter. Derfor vil det også primært være naturvin, som de sælger fra bunkeren.
Naturvin er som præmis altid vildgæret. Det vil sige, at der ikke tilsættes en kulturelt fremstillet vingær, men at vinen er gæret på den gær, der findes i den specifikke vinmark og vinkælder (en væsentlig del af vinens terroir). Vinene er for en stor dels vedkommende naturligt konserveret dvs. at de er beskyttet af kuldioxid i de mousserende vine og af antioxidanter fra skallerne eks. i de orange vine og rødvinene. Hvis vinen er konserveret med svovlforbindelser som klassisk vin, er det i otte til ti gange lavere koncentrationer.
Dermed ikke sagt, at der ikke er meget at lære af de gamle traditionsbundne vinbønder, så Bunker af Vin kan ikke afvise at den tilgang også bliver præsenteret i foredrag og andre events. Vi kan alle lære noget af hinanden, så mangler du en naturvins-pusher i Roskilde, har de lækre flasker på lager til dig.
Alle events foregår på bunkerens matrikel i autentiske omgivelser, for både medlemmer og andre nysgerrige. Dit Roskilde var på besøg, så kig med ned her eller kig forbi om lørdagen og se herlighederne selv. Adresse: Dronning Margrethes Vej – lige over for klostermuren/biblioteket og på hjørnet af Folkeparken) i Roskilde.