Mandag deltog omkring 60 borgere og otte bredbåndsselskaber til en omgang bredbåndsspeeddating.
Både borgere og bredbåndsselskaber er inviteret af Roskilde Kommune, fordi kommunen gerne vil understøtte, at der opstår mere sød musik omkring udrulning af bredbåndsinfrastruktur i Roskilde Kommune. Flere områder i Roskilde Kommune døjer desværre med ikke tidssvarende internetforbindelser.
– Hurtigt internet er vigtigt, hvis man skal fungere som familie. Det er meget svært at have børn, der eksempelvis er i gang med en ungdomsuddannelse, hvis der ikke er en ordentlig internetforbindelse. For slet ikke at tale om, hvis man skal drive en virksomhed, så er det meget vanskeligt, hvis man ikke har en ordentlig forbindelse til bredbånd, siger borgmester Joy Mogensen.
Aftenens arrangement var målrettet ejerforeninger, vejlaug, lokalråd og lign. Etableringen af den nødvendige infrastruktur, der kan transportere bredbånd til de enkelte huse, er omkostningsfuld. Det er fx dyrt at grave og reetablere igen, det er dyrt at opsætte nyt udstyr på en mast, en skorsten eller lign. Derfor giver det mening at være flere, der går sammen. Fra selskabssiden var det ligeledes selskaber, som udruller bredbånd i Roskilde og på Sjælland, der var inviteret.
I rådhusets kantine gik snakken mellem selskaber og borgere omkring hvilke muligheder, der var i de enkelte områder og på kryds og tværs af ejerforeninger og veje. Der blev udvekslet en del telefonnumre og mailadresser, så forhåbentlig vil det fremadrettet resultere i langt færre borgere, der må leve med ustabile og langsomme internetforbindelser.
Roskilde Kommune er meget opmærksom på vigtigheden af, at alle har adgang til hurtige bredbåndsforbindelser og en god mobildækning, hvor borgerne bor og færdes. Derfor har kommunen løbende aktiviteter, som sætter fokus på området.