Et nyt specialiseret botilbud med 16 boliger skal samle ekspertise inden for erhvervede hjerneskader på Plejecenter Trekroner i 2020.

pressefoto

Alene det seneste år er ca. 240 borgere i Roskilde Kommune blevet ramt af en erhvervet hjerneskade. På grund af fysiske eller kognitive skader har en del af disse borgere behov for at flytte i en bolig med særlig støtte.

Indtil nu har Roskilde Kommune tilbudt borgere med erhvervet hjerneskade en bolig på et plejecenter eller købt sig til specialiserede tilbud i andre kommuner, men fra 2020 oprettes 16 botilbud specielt til borgere med erhvervede hjerneskader:

–     Vi ønsker at give vores hjerneskadede medborgere et endnu bedre tilbud. Jeg glæder mig til, at vi kan samle ekspertisen og tilbyde borgerne en målrettet indsats, der sikrer dem større potentiale for udvikling af fysiske, kognitive og sociale funktioner. Det kan gøre en stor forskel for den enkelte. Vi undgår samtidig at skulle flytte borgere ud af Roskilde Kommune, hvilket også er dyrt for kommunen. Jeg håber, at både patientforeninger og pårørende har lyst til at gå med ind i arbejdet og bidrage med deres erfaringer til, at vi får skabt et rigtigt godt tilbud, udtaler Morten Gjerskov, formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget.

Det nye botilbud er del af en større kabale, som skal gå op. De 16 boliger placeres på plejecenter Trekroner i stueetagen. Her har Rehabiliteringscenter Trekroner i dag til huse. Når Rehabiliteringscenteret flytter til det nye Hyrdehøj Plejecenter fra medio 2020, kan kommunen etablere det nye tilbud til borgere med erhvervet hjerneskade.

Tilbud om bolig på Trekroner vil ske på baggrund af en konkret og individuel vurdering fra forvaltningen.