Selv om man søger det ene job efter det næste uden resultat, kan det alligevel være svært at erkende, at vejen til et job kræver en ny retning.

Det er noget af det, jobrådgiverne i Roskilde Jobcenter i højere grad hjælpe borgerne med at se. Samtidig skal den ledige tage mere ansvar i jobsøgningen. Hvad vil du gerne arbejde med? I hvilken branche er der muligheder for job? Hvordan kan du bruge dine kompetencer? Det er tre centrale spørgsmål, som jobrådgivere i jobcentret skal kende svaret på for at hjælpe borgeren videre. Men i den jobrettede samtale er det lige så vigtigt at udfordre den ledige i forhold til, hvor mulighederne på arbejdsmarkedet er.

Foto: Roskilde Kommune

Skomageren skal altså ikke nødvendigvis blive ved sin læst: – Vi skal ruste vores jobrådgivere bedre til at se, hvordan den lediges kompetencer kan overføres til andre områder, som i højere grad matcher arbejdsmarkedets behov. Vi skal lytte til de lediges ønsker og derefter udfordre dem, men med udgangspunkt i de ønsker de har, siger formand for Beskæftigelses- og Socialudvalget, Bent Jørgensen.
Kompetenceforløbet ”Den Jobrettede Samtale” består blandt andet i supervision i brugen af forskellige samtaleteknikker, hvor medarbejdernes samtaler med borgerne overværes af en ekstern rådgiver fra konsulentfirmaet Rambøll. Herefter får medarbejderen feedback af konsulenten om brugen af en bestemt teknik.

Større ejerskab.
Målet med forløbet er ikke kun at få de ledige til at søge bredere ud fra de ønsker og kompetencer, de har. Et andet vigtigt fokusområde er at opnå, at borgerne oplever at få mere indflydelse på sin egen jobsøgning. For når man som ledig oplever at blive mødt og hørt, vil man også lettere tage et større ejerskab til jobsøgningen.

FAKTA.
· Projektet ”Den Jobrettede samtale” skydes i gang 3. januar med et møde for alle jobkonsulenter. Roskilde Kommune har modtaget 298.896 kroner fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutering til projektet og bidrager selv med 74.724 kroner. Der deltager også A-kasser.

· Den Jobrettede Samtale består af fire elementer:
• Samtaleteknikker der sikrer, at borgerne oplever øget inddragelse, motivation og ejerskab, så de kan søge mere og bredere.
• Viden om arbejdsmarkedet, som kan bringes i spil i samtalerne med borgerne.
• Supervision, i hvordan jobrådgiveren anvender redskaber og viden i samtalen med borgerne
• Kollegial feedback