Alle bliver berørt af coronakrisen, men nogle er hårdere ramt end andre. Udsatte børn betaler en særlig høj pris, og det er en afgørende opgave at mindske krisens følgevirkninger mest muligt. Børns Voksenvenner Roskilde er en af de foreninger, der tager denne opgave på sig ved at arbejde målrettet for at hjælpe børn, som har et spinkelt voksennetværk. Foreningen har netop modtaget en donation på 15.000 kr. fra Poul Erik Bech Fonden, og derfor kan de nu gøre en endnu større forskel.

Coronakrisen kan sætte varige spor hos socialt og økonomisk trængte familier, og derfor er det centralt, at der bliver gjort en indsats for at samle udsatte børn op. Børns Voksenvenner er en af de foreninger, der brænder for at højne børns livsglæde og selvtillid. Foreningens frivillige ildsjæle giver sårbare børn gode oplevelser og fungerer som fortrolige rollemodeller. Med donationen på 15.000 kr. fra Poul Erik Bech Fonden ser foreningen frem til, at de kan gøre endnu mere for at hjælpe udsatte børn. Marianne Thomsen, kontaktperson i Børns Voksenvenner Roskilde, fortæller:

“Coronakrisen har virkelig ramt de udsatte børn, og vores arbejde er derfor blevet endnu vigtigere. Vores frivillige gør en stor indsats for at være fortrolige voksenvenner og give børnene oplevelser, som gør deres små smil større. Med donationen fra Poul Erik Bech Fonden kan vi tage de udsatte børn med på endnu flere givende aktiviteter, og det er jeg virkelig glad for.”

John Borrisholt, EDC Erhverv Poul Erik Bech Roskilde, stod for selve overrækkelsen. Han udtrykker stor respekt for de frivillige i Børns Voksenvenner: “Bag os er Poul Erik Bech Fonden, som via overskuddet fra mæglervirksomheden støtter foreninger, som brænder for at gøre en forskel for udsatte børn, og det er Børns Voksenvenner et rigtig godt eksempel på. Børns Voksenvenner har hjertet på rette sted, og de gør alt for, at udsatte børn og unge skal opleve særlige øjeblikke og opbygge gode relationer.”

Børns Voksenvenner i Roskilde mangler frivillige for at kunne hjælpe alle de børn, der står på ventelisten til at få en voksenven. Hvis du har mulighed for at hjælpe, kan du læse mere om foreningen her.

 

Pressefoto