Mange kæledyr lever et rigtigt luksusliv med masser af kærlighed, en dejlig varm seng, masser af legetøj og snacks i lange baner. Men desværre er det ikke alle, der er så heldige. Derfor samler Maxi Zoo Roskilde over sommeren ind med hjælp fra byens borgere til de kære små pelsede venner, der er blevet svigtet og som intet har. Det oplyses i en pressemeddelse.
I Danmark lever mange kæledyr i ren luksus og tilbringer dagen med masser af kæleri, afslapning i gode omgivelser, oplevelser i det fri og fyldte mad- og vandskåle.
Desværre er det ikke alle kæledyr, der får mulighed for at opleve dette. Dyrenes Beskyttelse oplever om sommeren, at deres internater bugner med dyr. Særligt små kattekillinger og voksne katte, men også søde hunde, kaniner og marsvin, ses at være blevet svigtet af deres ejere og efterladt helt alene i vejkanten eller lignende steder. For at hjælpe så mange af de udsatte kæledyr som muligt, har Dyrenes Beskyttelse denne sommer iværksat den store indsamling under navnet: ”Bliv sommerven”. I Maxi Zoo Roskilde samler butikkens dygtige – og ikke mindst meget omsorgsfulde personale løbende ind til gode formål via deres donationsboks. Derfor var de ikke ét sekund i tvivl om, at de gerne vil give en hjælpende hånd og har selvfølgelig valgt, at lade det indsamlede beløb fra juni og juli via donationsboksen gå til netop dette formål.
Alle byens dyreelskere kan derfor i de kommende måneder med en donation pryde sig med titlen som sommerven, og vigtigst af alt være med til at hjælpe de kære små, så de kan få den helt rigtige pleje og omsorg, indtil de er klar til at blive adopteret af en ny kærlig familie. Via donationsboksen, som du finder ved butikkens kasseområde, kan du nemt og bekvemt sende en kærlig tanke og være med til at redde de stakkels små, så de også kan få et godt, langt og kærligt liv.
I juni og juli samler Maxi Zoo Roskilde via deres donationsboks ind til svigtede kæledyr. Send en kærlig tanke, når du er på besøg i butikken, og vær med til at give små nuttede kattekillinger samt søde katte, hunde, kaniner og marsvin et godt, langt og kærligt liv. Alle donationer vil gå til Dyrenes Beskyttelses store arbejde med at gøre en forskel for de udsatte dyr.