Nu kan ukrainske flygtninge blive oprettet som lånere, få en kreativ goodie-bag til børnene og låne bøger på deres eget sprog.

Medlemmer af den lokale ukrainske klub i Roskilde har lagt sedler i de ukrainsksprogede bøger, hvor de har oversat de kyrilliske bogstaver til det latinske alfabet, så de kan oprettes i bibliotekssystemet. Her er overassistent Helen Sværke i gang med at katalogisere titlerne.

Roskilde Bibliotekerne samarbejder med den ukrainske forening i Roskilde om at udlåne ukrainske bøger til de ukrainske flygtninge, der kommer til Roskilde. Og det til trods for, at der til at begynde med slet ikke fandtes nogen bøger på ukrainsk i hele det danske bibliotekssystem.

Leder af Børn og Familier på Roskilde Bibliotekerne, Henriette Dybdal, fortæller:

“Mange ukrainske flygtninge kommer på biblioteket sammen med deres lokale værtsfamilier. Vi stod hurtigt klar med et tilbud om at oprette flygtningene som lånere, uddele kreative goodie-bags til børnene og fortælle om vores digitale services, der giver adgang til nyheder og e-bøger på ukrainsk. Men vi havde ikke nogen fysiske bøger på ukrainsk, fordi det simpelthen slet ikke fandtes i det danske bibliotekssystem.”

Derfor tog biblioteket kontakt til den lokale ukrainske klub og her kom de i kontakt med forkvinden Gala Kozlenko, der har en større privat bogsamling med ukrainsk litteratur til både børn og voksne.

Henriette Dybdal forklarer:

“Jeg foreslog Gala Kozlenko, at vi skulle have hendes bøger ned på biblioteket, så de ukrainske flygtninge, der kommer på biblioteket med deres familier, kan få glæde af dem. Og det var hun heldigvis klar på, så vi fandt en løsning, så de ukrainske flygtninge kan blive oprettet som lånere med deres pas, og dermed låne bøgerne.”

Næste udfordring var at få afkodet bogtitlerne, der stod skrevet på det kyrilliske alfabet, og derfor ikke kan afkodes, hvis man er vant til at læse latinske bogstaver og ej heller registreres i det danske bibliotekssystem.

“Sammen fandt vi en løsning, hvor ukrainere med tilknytning til klubben hjælper til med at oversætte titlerne til både dansk, engelsk og ukrainsk med latinske bogstaver. De lægger sedler ind i alle bøgerne, hvor der står forfatter og titel, så vores medarbejdere kan oprette dem i systemet.”

Takket være det gode, lokale samarbejde er der nu bøger klar til udlån på ukrainsk på Roskilde Bibliotek.

Du kan få overblik over bibliotekets tilbud til ukrainske flygtning på roskildebib.dk/ukraine

Foto: ABW