Roskilde Kommune hopper nu med på vognen og sætter gang i besøg af babyer på kommunens plejecentre.

 

I flere andre kommuner, bl.a. København, har det vist sig at være en succes med babybesøg hos de ældre på plejehjemmene. Nu kommer idéen til Roskilde:

  • Håbet er, at besøg af de små mennesker kan sprede smil og livsglæde hos de ældre mennesker, forklarer Morten Gjerskov, formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget i Roskilde Kommune.

Ordningen, der kun er i opstartsfasen, skal tage udgangspunkt sundhedsplejerskernes kontakt til forældre på barsel – en kontakt som eksisterer i forvejen, skriver Roskilde Kommune i en pressemeddelelse.

Enkelte plejecentre har allerede gjort sig nogle erfaringer. Blandt andet har Kristiansminde Plejecenter haft besøg af en mødregruppe, der har besøgt centret flere gange under mødrenes barsel. Besøgene vakte glæde hos beboerne. På Kastanjehaven har en mødregruppe kontaktet centret med henblik på at få lov at komme på besøg.

Det er centerledere på de enkelte plejecentre, der på baggrund af en snak med kommunens sundhedspleje vurderer, om der er basis for et samarbejde fx med lokale mødregrupper.

Interesserede mødre kan snakke med deres sundhedsplejerske.