Naturskønne omgivelser, historiske bygninger, fjord og fuglesang i høj sol.
Kender du Sct. Hans Have? Foreningen Sct. Hans have har fået en unik mulighed for at aktivere nogle af de faciliteter, der står ubenyttede på Psykiatrisk Center Sct. Hans’ område ved fjorden i Roskilde. Stedet er en helt vidunderlig oase, der både rummer en fantastisk historie og enestående natur- og have-oplevelser.
I de gamle gamle drivhuse er der indrettet cafe, og der sælges krydderurter og krukker – der er en lille butik med haveredskaber, frø og andet godt til havefolket, og i det gamle kapel afholdes der kunstudstillinger. Hver tirsdag er der yogaundervisning, og med jævne mellemrum afholdes der pop-up restaurant med forskellige temaer. Cafeen har åbent hver lørdag 13-17 og hver søndag 12-17 og har bl.a. også åbent Kristi Himmelfartsdag.
Visionen for Sct. Hans Have er at fremme den mentale sundhed gennem natur, kultur og fællesskab, og man skal ikke gå længe i haven og ved fjorden, før den indre ro spreder sig.
Rikke Schade fra Dit Roskilde var forbi og blev mødt af frivilligkoordinator Laura Wang Hansen, som var så venlig at vise rundt og åbne det smukke gamle kapel.
Vil du vide mere om Sct. Hans have kan du følge dem på Facebook eller læse mere på hjemmesiden.
Se billederne fra turen her.