Sarah Alminde er optaget af børns position i samfundet og magtrelationen mellem børn og voksne. Hun mener, at voksne alt for ofte overser, afviser eller ignorerer børns perspektiver.
På sin Instagram-profil kalder Sarah Alminde sig for ’barndomsforsker’, og når hun taler, mærker man tydeligt, at forskningen i børns liv er mere end et professionelt virke for hende. Det er et kald.
Sarah er postdoc ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitet. Hun forsker blandt andet i børneperspektiver, og hvordan vi som samfund kan blive bedre til at inddrage børn og unge i beslutninger, der vedrører deres liv.
”Allerede i min studietid var jeg optaget af børns position i samfundet. For børn og unge er underprioriterede i ulighedsforskningen. Ting som køn, etnicitet og klasse er prioriteret langt højere, og mange tager det som en selvfølge, at børns perspektiver er mindre værd, og at de er mindre pålidelige,” siger hun.
Sarah Alminde er optaget af, hvordan vi som samfund bliver bedre til at lytte til børn – især når der er konflikter, og barnet har det svært.
”Hvad vil det egentlig sige at lytte til børn? Og hvordan positionerer vi børn som nogen, der er vigtige at lytte til? Det kræver meget af de voksne omkring barnet, som jo ofte tror, de har svarene og løsningerne. For reelt at lytte skal man være åben og have blik for det enkelte barn,” fortæller hun.
Mere magt til børnene
Et af de forskningsprojekter Sarah arbejder på har titlen ’Styrket børneinddragelse’. Her samarbejder hun og RUC-kolleger med Familieretshuset (tidligere Statsforvaltningen), som håndterer sager, som handler om familien i bred forstand. Det handler kort sagt om at finde de løsninger, der er bedst for hver enkelt familie.
”Noget af det, vi kan se i skilsmissesager, er, at børns hverdagsliv som deles mellem to hjem, bliver ret komplekst. Barnet skal forholde sig til forskellige steder, regler og relationer, hvor barnet er eneste bindeled mellem de forskellige sammenhænge,” siger hun.
Sarah Alminde forklarer, at det familieretlige system ikke altid har fokus på denne kompleksitet for barnet, og de problemer den kan medføre.
”Børn bliver ofte fanget i en konfliktfyldt situation mellem flere parter. Men det, som børn også er optaget af, er, hvordan de bedst får hverdagslivet til at fungere. Det vil sige, hvordan får jeg tid til mine fritidsaktiviteter og venner og den slags,” siger hun.
RUC-forskeren mener, at det er vigtigt, at man på det familieretslige felt bliver bedre til at styrke børns ret til at få hørt deres perspektiv og til at få indflydelse i sådanne sager.
”Selv fagprofessionelle er ikke altid i stand til at forstå og lytte til børns perspektiver. Som voksen har man jo en enorm definitionsmagt i samtalen – det vil sige, hvad skal vi tale om, og hvordan skal vi tale om det? Psykologer og andre professionelle har jo også stærke idéer om, hvad det gode børneliv er, og det er ikke fordi, de ikke skal bruge deres viden. De skal blot have mere fokus på at kigge på – og lytte til – det enkelte barn,” siger hun.
Sarah Almindes forskning
- Under sin ph.d. fokuserede Sarah Alminde på begrebet Childism – et begreb formuleret af den amerikanske professor John Wall, som betyder, at børn og unge har samme rettigheder som alle andre.
- Sarahs nuværende forskning omhandler styrket børneinddragelse i det familieretlige system og har fokus på sammenhængen mellem børns hverdagsliv og praksis i Familieretshuset.
- I et kommende forskningsprojekt skal Sarah Alminde undersøge magtanvendelse i forbindelse med børneomsorg. I projektet vil forskerne undersøge grænsesætning og tvang i plejefamilier, børnepsykiatrien, døgninstitutioner og specialskoler.
Lige er ikke altid bedst
I forbindelse med sin forskning har Sarah været en del i medierne – især angående debatten om de såkaldte syv-syv-ordninger, hvor fraskilte par har børnene boende syv dage hver på skift.
Stemmer i debatten argumenterede for, at en lige samværsordning bør være standarden, når der skal fastsættes samvær i skilsmissesager. Men Sarah Alminde fremførte – blandt andet i Information – at et godt børneliv ikke kan reduceres til dage, der deles lige over.
”Efter et brud mellem forældrene har barnet ret til og behov for at blive hørt, før der træffes beslutninger. Men som nyskilt forældre kan det være rigtig svært at træde ud af sine egne følelser i den proces, og der er nogle normer om, at syv-syv er den rigtige og mest fair model. For mange børn vil 7-7 være en god løsning, men det er også en krævende løsning, og den fungerer ikke for alle,” siger hun.
Sarah Alminde mener ikke, vi skal frem til én model, der fungerer som standard.
”Det er et emne, hvor der er mange følelser med. Og jeg har oplevet at få hård kritik og vrede mails og beskeder på sociale medier. Det kan være overvældende, fordi jeg jo mener, at jeg blot kommer med et fagligt indspark,” fortæller hun.
Sarah Alminde mener, at hun er forpligtet til at deltage i debatten, selvom den til tider kan være hård.
”Når vi sidder her på RUC med en hel masse viden på et område, synes jeg, vi har et ansvar for at bringe det ind i den offentlige samtale. Vi skal sørge for at få nuancerne med. At mange børn kan have det godt i en syv-syv-ordning betyder ikke, at det er rigtigt for alle,” siger hun.
Hun understreger, at forskningen viser, at børn kommunikerer på mange forskellige måder.
”Man skal bruge andre metoder for at få de helt små børns perspektiver med – blandt andet via flere observationer og måske besøge dem derhjemme. Børns perspektiv kan jo også ændre sig – fx når de bliver teenagere efterspørger de ofte mere fleksible ordninger,” siger hun.
Stridende børnesyn
RUC-forskeren understreger, at hun sætter pris på debatten, som hun mener er vigtig for at udvikle børnesynet i Danmark.
”Det skal jo ikke være et ekkokammer, hvor jeg kun taler med folk, der er enige med mig. Udviklingen går heller ikke entydigt én vej. Der er bevægelser, som går i retning af styrket børneinddragelse og andre, som går imod,” siger hun.
Ifølge Sarah Alminde er blandt andet Barnets Lov, som styrker børns rettigheder, et skridt i den rigtige retning. Men hun ser også tiltag, der trækker modsat.
”Voksenansvarsloven, som netop er vedtaget, lægger op til, at voksne i fx plejefamilier og på institutioner skal have yderligere beføjelser over børn. For mig at se går det imod behovet for, at vi lytter mere til børn og tager deres perspektiver alvorligt,” siger hun.
Hun mener, at sådanne love og tiltag bunder i en form for modreaktion på den udvikling, der har fundet sted.
”Der sker ofte noget, når nogen skal afgive privilegier – som fx forældre og fagpersoner. Så kan der komme en modbevægelse. Men selvom den muligvis kommer med gode intentioner i forhold til at beskytte børn, kan den stadig være problematisk,” slutter hun.
