En 30-årig mand fra Roskilde er idømt tre års fængsel for at stå bag opbevaring og videresalg af 340 kg hash.
En 30-årig mand fra Roskilde er ved en tilståelsessag ved Retten i Holbæk blevet idømt tre års fængsel for i en periode fra april til september 2023 i fire omgange at have arrangeret opbevaringen og videresalg af i alt 340 kg hash. Sagen er kørt af National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK)
Den dømte arrangerede, at store mængder hash blev fragtet til og opbevaret på en ejendom på Tuse Næs ved Holbæk. Her fra blev hashen løbende videreoverdraget til andre købere af en medgerningsmand.
Den dømte blev sammen med flere andre personer anholdt september 2023, hvor NSK efter en kortvarig efterforskning og observation slog til mod flere adresser. I forbindelse med anholdelserne beslaglagde NSK 98 kg hash på ejendommen på Tuse Næs.
Flere personer er tidligere dømt i samme sagskompleks, og én er fortsat varetægtsfængslet.
Den 30-årige er ud over fængselsdommen blevet idømt udvisning af Danmark for bestandigt. Den dømte har anket dommen.
Specialanklager hos NSK, Rasmus von Stamm, siger:
”Jeg er tilfreds med dommen, der viser, at organiseret hash-handel er en alvorlig sag. At den dømte tillige er blevet udvist af Danmark, understreger det yderligere.”
Fakta om NSK
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende specialenhed i politiet og anklagemyndigheden. NSK håndterer de mest komplekse og alvorlige sager om økonomisk kriminalitet, organiseret kriminalitet og cyberkriminalitet. NSK har egen anklagemyndighed, der fører enhedens straffesager.
NSK’s efterforskning og strafforfølgning er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet, og hvor indsatsen har den største effekt.
De komplekse sager, som NSK har ansvar for, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, svindel, bandekriminalitet samt organiseret narkotikakriminalitet og våbensmugling.
NSK understøtter derudover hele dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.
Der er cirka 1.200 ansatte i NSK. Enheden har hovedsæde i Ejby ved Glostrup og har derudover lokationer i Karlslunde, København, Randers, Aarhus og Fredericia samt en midlertidig lokation i Silkeborg.