DTU skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om det kloge armbånd:
DTU kårer Paragit Solutions som årets studenter-startup for deres sensor til tidlig varsling af parkinson sygdom, ALS og alzheimer.
Fire nuværende og tidligere DTU-studerende har på eksprestid udviklet et armbind, der kan skelne støj fra livsvigtige informationer om sygdomme i bevægeapparatet. Idéen til en digital sensor, der kan varsle om muskelstivhed, langsomme bevægelser og rystelser, blev første gang pitchet i DTU Skylabs Open Innovation-konkurrence Oi-X i 2018. Ti måneder efter konkurrencen og en afstikker til Silicon Valley i USA, er sensorarmbindet Paragit Sleeve klar til patent, og investorerne står parat.
”Det unikke i vores teknologi er, at vi er i stand til at måle muskelstivhed og adskille information om bevægelser fra andre støj-impulser i en sensor, som patienterne kan have med hjem. Det åbner for helt nye muligheder for tidlig diagnostik af sygdomme i bevægeapparatet som Parkinsons sygdom og ALS, men også sygdomme som alzheimer. Derudover kan sensorarmbindet bruges til at vurdere effekten af medicin eller afprøve nye lægemidler, mens patienterne er hjemme,” siger Mohammad Filfil, der læser kandidat på Elektroteknologi på DTU og er CEO i startup-virksomheden Paragit Solutions.