ARGO er prækvalificeret til at søge støtte fra statens CCS-pulje på 28,7 mia. kroner.

ARGO er blandt de ti selskaber, som Energistyrelsen har prækvalificeret til næste fase i tildelingen af støtte fra statens CCS-pulje – en statslig støtteordning på i alt 28,7 milliarder kroner til etablering af storskala CO₂-fangst i Danmark.

Det bringer ARGOs projekt for CO₂-fangst på affaldsenergianlægget i Roskilde et stort skridt tættere på realisering.

– Vi er blevet udvalgt i hård konkurrence, og det bekræfter, at vores projekt står stærkt – teknisk, strategisk og klimamæssigt. Nu skruer vi op for arbejdet med at levere den endelige ansøgning, der kan bringe CO₂-fangst til Roskilde, siger Tomas Breddam, bestyrelsesformand i ARGO.

CO2-fangst er en vigtig del af løsningen
Projektet, som er udviklet i samarbejde med Rambøll som rådgiver og Andritz som teknologipartner, har potentiale til at fange op til 350.000 ton CO₂ om året fra Energitårnet i Roskilde – et af landets mest moderne og energieffektive affaldsenergianlæg.

– Prækvalifikationen er ikke bare en vigtig anerkendelse. Det er et stærkt signal om, at vi bevæger os i den rigtige retning. Nu fortsætter vi vores målrettede arbejde med at styrke projektets fundament, så vi står endnu stærkere, når vi skal sende den endelige ansøgning, siger Trine Lindegaard Holmberg, direktør i ARGO.

Fokus på både klima og forsyningssikkerhed
CO₂’en fra energiudnyttelse af forbrændingsegnet affald skal transporteres til langtidssikker lagring, og projektet omfatter både indfangning, mellemopbevaring og infrastruktur. Hvis projektet realiseres, vil det både bidrage til nationale klimamål og samtidig styrke den grønne omstilling af affaldssektoren.
Den næste store milepæl for ARGOs CO2-fangstprojekt er aflevering af den bindende ansøgning ved udgangen af 2025. Energistyrelsen forventer at tildele kontrakter i april 2026.

ARGOs projekt for CO₂-fangst på affaldsenergianlægget i Roskilde tager i dag et stort skridt tættere på realisering. Pressefoto