ARGOs aktieselskabsdannelse er nu godkendt af bestyrelsen. ARGO er dermed klar til konkurrencen om forbrændingsegnet affald.
Med stærk opbakning fra ejerne og en vellykket bestyrelsesgodkendelse den 10. december 2024 er ARGOs aktieselskabsdannelse nu på plads. ARGO er dermed klar til konkurrenceudsættelsen af den danske affaldsenergisektor, som træder i kraft 1. januar 2025.
– Jeg vil gerne takke vores ejere for den tillid og opbakning, de har vist ARGO gennem samarbejdet med at omdanne ARGO til et aktieselskab. Det giver den nye ARGO Koncern et solidt fundament for at træde ind i den kommende konkurrence om forbrændingsegnet affald, udtaler ARGOs bestyrelsesformand Tomas Breddam.
Konkurrencedygtige løsninger til både borgere og virksomheder
Den nye selskabsstruktur ruster ARGO til fremtidens affalds- og energimarkeder. Den sikrer samtidig selskabet mulighed for udvikling, så ARGO også fremover kan møde de behov og forventninger, som samfundet stiller til affalds- og energisektoren.
– Med vores nye selskabsstruktur står vi bedre rustet til at styrke vores rolle som en central aktør inden for affaldshåndtering og energiudnyttelse. Vores fokus er at skabe konkurrencedygtige og langtidsholdbare løsninger, der gavner både borgere og virksomheder i vores område, supplerer ARGOs direktør, Trine Lindegaard Holmberg.
ARGO arbejder for at, at mest muligt affald genbruges og genanvendes. Det sker gennem Direkte Genbrug og ved at sende mest muligt affald til genanvendelse. Affald som ikke kan genanvendes, omdannes til fjernvarme og el, så der kun deponeres så minimale mængder affald som muligt.
Historisk ændring af affaldssektoren
Aktieselskabsdannelsen sker, fordi et bredt flertal i Folketinget i juni 2020 indgik en politisk aftale, der ændrer en række centrale rammevilkår for affaldssektoren markant de kommende år. Ifølge den opfølgende lovgivning skal affalds- og energiselskaber som ARGO aktieselskabsgøre og konkurrenceudsætte affaldsenergianlæg senest 1. januar 2025. Ændringer, som er blevet kaldt en historisk forandring af affaldssektoren.
Nye selskaber og CVR-numre
Selskabsmodellen for ARGO betyder, at der nu er etableret nye selskaber i ARGO-koncernen, herunder driftsselskaber for ARGOs affaldsenergianlæg og ARGOs genbrugspladser. De nye selskaber og deres CVR-numre ser således ud:
ARGO Koncernservice A/S
Leverer administrations- og driftsydelser
Håndværkervej 70A, 4000 Roskilde
CVR-nummer: 45275906
ARGO Affaldsenergi A/S
Varetager affaldsforbrændingsaktiviteter og produktion af el og varme
Håndværkervej 70B, 4000 Roskilde
CVR-nummer: 45275922
ARGO Genbrug A/S
Varetager opgaver vedrørende drift af genbrugspladser
Håndværkervej 70A, 4000 Roskilde
CVR-nummer: 45276074
ARGO Omlastning A/S
Varetager lovlige kommunale omlastningsaktiviteter inden for affaldsområdet
Håndværkervej 70C, 4000 Roskilde
CVR-nummer: 45276066