Ifølge prognosen kommer der flere børn til i dagtilbud de kommende år. Skole- og Børneudvalget overvejer særlige løsninger i de pressede pasningsdistrikter.
Frem mod 2023 forventer kommunen en stigning i børnetallet og dermed en stigning i efterspørgslen efter pladser i dagtilbud. I første omgang kan det klares med tilpasninger, der allerede er besluttet, og med de forslag, Skole- og Børneudvalget har sendt videre til det kommende budget. Det drejer sig om oprettelsen af børnehusene Ringparken og Fuglebakken.
Men fra 2022 og 2023 kan der blive udfordringer med kapaciteten i sydbyen og i mindre grad i Jyllinge, Ågerup, Viby og Dåstrup.
– Skole- og Børneudvalget er blevet præsenteret for nogle interessante fleksible løsninger, som forvaltningen nu arbejder videre med. Vi har et par år, før det er aktuelt, men det er vigtig at være i god tid, så vi sikrer os, at vi har pladser nok til vores børn. Samtidig kan udflytter- og busordninger være et godt alternativ til en traditionel børnehave, fordi børnene får mulighed for at komme ud i naturen og bruge lokalområdet på en helt anden måde, siger Jette Henning.
I foråret 2020 får udvalget forelagt konkrete forslag til udflytterordninger i de pasningsdistrikter, hvor prognosen viser, at der vil være behov. Udflytterordninger går ud på, at forældrene afleverer børnene om morgenen i dagtilbuddet, hvorefter børnene køres med bus ud til udflytterordningen. Om eftermiddagen køres de hjem igen og hentes af forældrene i dagtilbuddet. Kommunen har gode erfaringer med udflytterordninger, bl.a. har der siden 2001 i Børnehuset Hobbitten været en ordning i Hørgårdens Anneks ved Boserup Skov.
Busordninger går ud på, at en bus fungerer som “rullende børnehave” med alle nødvendige faciliteter, så den kan være børnenes faste base.
I pasningsdistrikter, hvor der mangler vuggestuepladser, men er ledige børnehavepladser, kan der fortsat gøres brug af at ændre pladserne i forhold til behovet.